Danboat prisen til frivillig organisation

Der har virkelig været brug for dem denne sæson, hvor de frivillige fra Dansk Søredningsselskab indtil dato har været kaldt ud hele 563 gange, ca. 33 % flere aktioner end sidste år.

Den indsats er bemærkelsesværdig, og det havde den maritime brancheforeningen Danboat, fået øjnene op for. På årets flydende bådmesse i Ishøj havn, fik Dansk Søredningsselskab derfor overrakt Danboat prisen og en ’check’ på kr. 10.000.

Prisen uddeles til den eller dem, der gør noget ekstra for søsporten i Danmark, og er samtidig en anerkendelse af de frivilliges hårde arbejde i løbet af sommeren, udtalte formanden Jens Quorning.
Fra Dansk Søredningsselskab lød der en stor tak for prisen, og pengene luner helt sikkert i kassen, og vil blive brugt til at sikre at vi er klar til forhåbentlig en lige så dejlig sommer næste år.