Med mere end 50 års erfaring i at bygge hurtige, foldbare trimaraner introducerer Dragonfly nu to nye medlemmer af Dragonfly-familien. Begge med det unikke Swing Wing-system, som blev opfundet af Børge og Jens Quorning i 1989, der reducerer bådens bredde med mere end 50% og sparer havneplads, når pontonerne foldes ind.
Dragonfly 32 Evolution erstatter Dragonfly 32 Supreme
Den nye Dragonfly 32 model er en spændende udvikling af Quorning Boats populære model med nye højvolumen wave-piercing pontoner til hurtig og afslappet sejlads. Det nye design af pontonerne forbedrer ydeevnen i stærke vind- og vejrforhold.
Den nye Dragonfly 32 Evolution erstatter den tidligere Dragonfly 32 Supreme, mens Dragonfly 32 Touring forbliver en del af Dragonfly 32 serien. Dragonfly 32 Evolution har verdenspremiere ved boot i Düsseldorf den 19.-27. januar 2019.
Ny Dragonfly 40
– Dragonfly-familien fortsætter med at vokse, og vi er glade for at introducere sejlbåds trimaran entusiaster til vores nye flagskib, den nye Dragonfly 40, fortæller Quorning Boats i en pressemeddelelse.
Dragonfly 40 tilbyder skræddersyet design med fokus på let håndtering – selv til singlehand-sejlads. Det rummelige cockpit tilbyder alt, hvad man behøver under sejlads og dage på vandet med familie og venner. Om læ sørger den velkendte Dragonfly-stil for et stilfuldt og moderne interiør. Den nye Dragonfly 40 har fokus på detaljen og sætter nye standarder for komfortabel, hurtig og sikker familie offshore sejlads.
Dragonfly kommer i to versioner: Touring og Ultimate, hvor den noget vildere Ultimate f.eks. har en mast på 18,5 meter, storsejl på 78 m2 og Code 0 på 75 m2. Her ”nøjes” Dragonfly 40 Touring med mast på 16,5 meter, storsejl på 60 m2 og Code 0 på 55 m2.
Båden lanceres i maj 2019.
Læs mere på Quorning Boats hjemmeside.
Kilde: Pressemeddelelse, Quorning Boats