Rungsted Havnefestival åbner fredag d. 24. august og løber frem til søndag d. 26. august med tilbud til alle både på land og til søs.
Når Ankers Tivoli åbner festen fredag 24. august klokken 13, er det starten på tre dage med masser af oplevelser på Rungsted Havn. Rungsted Havnefestival 2018 byder i år på masser af muligheder for sejlads, sjov og underholdning, men også lidt til maven med kulinariske bidrag fra de mange restauranter og cafeer på én af Danmarks største lystbådehavne.
Stå til søs – næsten uanset din alder
Sejlklubben KDY inviterer på sejlture under Rungsted Havnefestival 25.-26. august
Det gode er, at du kun behøver være otte år, og at det aldrig er for sent at begynde at sejle. Og det bliver bedre endnu: Du kan nemlig prøve en sejltur hos KDY under Rungsted Havnefestival i weekenden 25.-26. august. Tilbuddet gælder også for voksne, der kan prøve en tur i en af klubbens kølbåde, en J/80.
– Vi ligger klar med fire jolletyper og en kølbåd ved Slæbestedet ved Bro 8, lige ved siden af Fiskerikajen, fortæller klubchef Ann-Marie Mohr fra KDY.
Fra klokken 11 til 15 begge dage får du disse muligheder:
Optimistjolle: En god begynderjolle, som kan sejles fra du er otte år. Fin jolle til at blive fortrolig med båd og vand.
Opti Pro: Det er en moderet udgave af en optimistjolle, som er lidt større med mere plads, så der kan være to ombord og med større sejl. Det er en trekantet stævn, der monteres på en optimistjolle; opfundet i New Zealand og med KDY som én af første klubber i verden, der tog den på programmet. Sejles typisk af 12-årige og ældre.
Feva XL: En topersoners jolle med tre sejl: Storsejl, fok og genakker og dermed er der mere fart på end med de to førstnævnte joller. Det er også en »mini-mini-udgave« af den olympiske bådtype 49’eren. Sejles typisk fra du er 11 år.
Zoom8: Typisk en jolle, som man skifter til efter oplæring i optimist/Opti Pro. En rigtig god og hurtig træningsjolle for én person inden der skiftes til større og endnu hurtigere kapsejladsjoller som eksempelvis en laser. Spids i stævnen modsat den flade optimistjolle. Rolig og sikker og kan sejles fra du er omkring 11 år.
J/80: Kølbåd og én af de hurtigst voksende klasser i Danmark og den bådtype, KDY bruger i sin sejlerskole samtidig med at den også er herlig til kapsejlads. Det er en såkaldt »sportsbåd«, der sejler rigtig stærkt med vinden ind bagfra. Den er designet til at være sikker og kunne runde en fart på 20 knob. Båden er for voksne.
Stigende interesse
KDY med klubhus på Nokken i Rungsted Havn, har de senere år mærket stigende interesse fra flere aldersklasser:
De yngste starter i optimist, og voksne starter typisk i sejlerskolen, der foregår mandag, onsdag og torsdag suppleret med tirsdag, hvor det gælder kapsejlads. I sommer har sejlerskolen været på flere længere éndags sejladser; eksempelvis Rungsted-Flakfortet retur.
Ikke kun kapsejlads
KDY er også talentcenter for Team Danmark og dermed et tiltrækningspunkt for mange unge elitesejlere, ligesom elever under uddannelse kan vælge sejlsport på idrætslinjen, men Ann-Marie Mohr understreger, at der også arbejdes meget med tilbud til de, der ikke er så interesserede i kapsejlads på højt niveau:
– Der kommer hele tiden nye sejlere til ungdomscentret, og vi har lavet et loungeområde, hvor de unge kan være før og efter de har sejlet. Vi er nu oppe på omkring 25 fra 14 til 19 år, fortæller hun begejstret. Ann-Marie Mohr tilføjer, at noget af succesen skyldes, at der laves forskellige sociale aktiviteter og at der er mulighed for at sejle flere forskellige jolle- og bådtyper uden selv at skulle investere.
Tre dage med masser at oplevelser og sejlads
KDY står klar med både og erfarne instruktører lørdag og søndag, men Rungsted Havnefestival starter i år allerede fredag 24. august klokken 13, hvor Ankers Tivoli åbner på p-pladsen op mod Rungsted Strandvej. Og så går det ellers løs med masser af aktiviteter: Biludstilling, musik i tonevis, zumba, rundflyvning i helikopter, mulighed for at prøve kajak, stand up padle og vandski, børnesøndag med loppemarked, kanindåb hos Rungsted Roklub tilsat musikalske indslag fra lurblæserlauget Lurendrejerne, børnemadskole og modeopvisning på Promenaden og meget, meget mere.
PROGRAM
- Ankers Tivoli alle tre dage fra kl 13.00
- Havnefestival fredag 24. august
- Kl. 13: Biludstilling åbner, ved ShipShape
- Kl. 13: Fotovæggen åbner, KDY’s bygning mod Benzinplatformen.
- Kl. 15: Modeopvisning, Promenaden
- Kl. 16.30: Thomas Evers fra »Vild med dans« synger og fortæller anekdoter, Musikteltet ved Havnekontoret
- Kl. 17.30: Gospelkor, Musikteltet ved Havnekontoret
- Kl. 18.10: Vedbæk Garden, Promenaden
- KL. 20.30: Gasbox, Musikteltet ved Havnekontoret
Havnefestival lørdag 25. august
- Kl. 9: Kids and Sushi - børnemadskole, Sticks ’n’ Sushi
- Kl. 10: Vær med til zumba, Musikteltet ved Havnekontoret
- Kl. 11: Helikopterturene starter, Nordmolen
- Kl. 11: Kids and Sushi - børnemadskole, Sticks ’n’ Sushi
- Kl. 11-15: KDY inviterer på prøveture i optimist, Opti Pro, Feva XL og Zoom8, Slæbestedet ved Bro 8
- Kl. 14.20: Lurblæserlauget Lurendrejerne lægger til ved Nokken.
- Kl. 14.30-14.50: Rungsted Roklub i optog, Promenaden
- Kl. 15: Kanindåb med Rungsted Roklub, yderst på Nokken
- Kl. 15: Modeopvisning, Promenaden.
- Kl. 16: Moonjam, Musikteltet ved Havnekontoret
- Kl. 20.30: John Mogensen Showband, Musikteltet ved Havnekontoret.
- Biludstilling ved ShipShape
- Prøv vandski! Rungsted Kyst Vandskiklub, Nordmolen. Rungsted Sejlklub
- Rungsted Kajakklub
- Stand-up-paddle ved Gumpel & Co., Sydstranden
Havnefestival søndag 26. august, Børnedag
- Kl. 11-15: KDY inviterer på prøveture i optimist, Opti Pro, Feva XL og Zoom8, Slæbestedet ved Bro 8
- Kl. 12-15 Børneloppemarked
- Kl. 14: Børneunderholdning, Musikteltet ved Havnekontoret
- Biludstilling ved ShipShape
- Kl. 15: Move Dancestudio.
- Prøv vandski! Rungsted Kyst Vandskiklub, Nordmolen. Rungsted Sejlklub
- Stand-up-paddle ved Gumpel & Co., Sydstranden. Rungsted Kajakklub
Programmet kan blive justeret løbende – følg med her.
Det er Erhvervsforeningen for Rungsted Havn som i samarbejde med foreningerne på havnen og Rungsted Havn står bag Rungsted Havnefestival.