Assens for fulde Sejl

Assens får for syvende år i træk besøg af kapsejladsen Fyn Rundt for Bevaringsværdige Skibe - og i år er rekordår, hvad angår antallet af deltager-skibe. Til lejligheden omdannes bymidten til et levende 1800-talsmarked, og både havn og by fyldes af musik, teater, dans, gøgl og andre aktiviteter af historisk og maritimt tilsnit. 

Sejlende kulturarv i Assens Havn
Tirsdag den 24. juli 2018 fra omkring kl. 16 lægger ikke mindre end 51 smukke gamle træskibe til kaj i Assens: skonnerter, galeaser, jagter og kvaser, kuttere, slupper og skøjter. Sejladsen afgår fra Bogense den 22. juli og ender i Svendborg den 27. juli, med stop i Middelfart, Assens, Ærøskøbing og Faaborg.

'Vi er både glade for og stolte af, at de flotte sejlskibe også i år lægger til i Assens. Faktisk gør vi en stor indsats for at udvikle arrangementet år for år, så skibenes besøg i Assens bliver en helt særlig oplevelse, både for borgere og gæster, herunder selvfølgelig sejladsens deltagere,' siger Finn Brunse, formand for Beskæftigelse, Erhverv og Kultur. 'På den måde sikrer vi også, at Fyn Rundt har lyst til at komme igen år efter år. Arrangørerne giver udtryk for, at vores arrangement på forbilledlig vis sætter fokus på de kulturværdier, skibene signalerer, og dermed også understøtter intentionerne bag sejlskibsbegivenheden. Og så synes de ganske enkelt, at Assens er rar at besøge.'

De smukke gamle skibe udgør en væsentlig del af Danmarks sejlende kulturarv, og Fyn Rundt er en god mulighed for at opleve skibene på nært hold og måske komme om bord i nogen af dem. På mange af skibene er det endda muligt at købe en plads som passager, enten for en enkelt dag eller for hele ugen.

Levende historie overalt i byen
Historien er Overalt er begivenhedens anden overskrift - og den skal tages helt bogstaveligt. I dagens anledning forvandles torvet og en stor del af byen nemlig til historisk krammermarked efter 1800-talsmodel, og både havnen og Østergade kommer til at summe af aktiviteter, lige fra åbningsoptoget går fra rundkørslen ved Møllevej-Nørregade kl. 9.50, til der afsluttes med festfyrværkeri på Midtermolen kl. 22.30.

'Det historiske marked er i år udvidet fra 20 til 30 boder, så det strækker sig helt fra Willemoesgaarden til Torvet, med alt hvad der hører sig til: hestevognskørsel, gøgl, lirekassemusik, små teateroptrin - og sågar en svingkarrusel,'  fortæller museumsinspektør Ingrid Vatne fra Museum Vestfyn. 'En anden nyskabelse er, at det er lykkedes at inddrage flere af de fine gamle gårdrum, som er så karakteristiske for Assens. Her kan man høre historier og musik - og prøve at vaske tøj, som man gjorde det i 1800-tallet. Og Vor Frue Kirke bidrager også med et nyt initiativ: en historisk gudstjeneste. Dermed vil 1800-talsstemningen virkelig kunne mærkes i hele byen.'

Museum Vestfyns egne udstillinger holder i øvrigt åbent hele dagen, og der er gratis adgang til såvel Willemoesgaarden som Toldbodhus og de nyåbnede udstillinger i ERNST. Der er desuden gratis rundvisninger i udstillingerne på Willemoesgaarden og i Toldbodhus. En rundvisning i Ernsts Samlinger er også en mulighed, dog mod betaling.

Spektakulært teater på havnen - og maritim stemning for fuldt udtræk
En helt speciel teaterforestilling gæster Assens i dagens anledning. Det er forestillingen opHAV med GLiMT og Teatret OM, produceret med støtte fra både Statens Kunstfond, Creative Europe og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond.

'Det er virkelig et kup, at vi får opHAV til Assens. Det er en forestilling langt ud over det sædvanlige. Det er også noget af et sats fra vores side; men vi måtte simpelthen have den hertil, fordi den passer så perfekt til det maritime tema,' siger kulturkonsulent Katrine West fra Assens Kommune. 'opHAV udspilles fra og omkring en kran, som Assens Skibsværft venligst stiller til rådighed, og den bruger de mange smukke skibe som baggrund. Den kombinerer flere kunstarter: akrobatik, fysisk teater og livemusik. Og så henvender den sig til alle aldersgrupper. Så jeg kan stærkt anbefale et besøg på Nordmolen kl. 18.30!'

På havnen er der i det hele taget maritime aktiviteter til overflod. Man kan lære at slå reb, binde knob, kaste med kasteline og høre sømandssange. Faaborg Kanonérlaug fyrer kanoner af, Assens Amatørfiskerforening stiller op med klappefisk og -krabber, og Toldbodhus byder på maritime aktiviteter for børn. Derudover er der boder i massevis, og naturligvis musik. Assens Marineforenings Shantykor tager sammen med Die Hornblower fra Amt Oeversee imod skibene sidst på eftermiddagen, og senere overtager De Thorøhuse Spillemænd scenen, indtil der sluttes af med fyrværkeri.

Den 25. juli kl. 8.30 sejler de mange skibe videre til Ærøskøbing.

Webp.net resizeimage 21

Assens for fulde Sejl - Historien er Overalt afholdes af Assens Kommune i samarbejde med Museum Vestfyn, Fyn Rundt for Bevaringsværdige Skibe, Assens Havn og Udvikling Assens.







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen