I vores gennemgang af de 10 mest populære Youtube-kanaler om cruisng og langfart er vi nået til nummer 5. Kanalen hedder Sailing Doodles og har to velvoksne hunde som trækplaster.
Bobby, Magan, Maverick og Goose det er navnene på den femte mest sete cruising v-log på Youtube om cruisingsejlads. De to sidstnævnte er to stk. 45 kg tunge labradoodles med alle de glæder og sorger der medfølger.
Kanalen har en indledningsvideo, der fortæller om baggrunden. Bobby fik i 2016 en blodprop i hjernen. Det betød, at han mistede sit job som pilot. Han fortæller at han kunne vælge mellem at syne hen i selvmedlidenhed og en tabt karriere, eller en gennemgribende livsstilsforandring. Og ikke overraskede valgte han det sidste. Han solgte sit jordiske gods og købte den første båd, en brugt 1981 C&C 37.
I episode 55 overtager han en 1996 Beneteau 50. Modsat de tidligere anmeldte cruising youtubere er der meget lidt gør-det-selv på Sailing Doodles. Og når der engang imellem er lidt tager man sig til hovedet. F.eks. da Bobby skal skifte slagerne til bådens toiletsystem og vælger at købe de billigste han kan finde – alle ved at lugten vil blive uudholdelig inden længe.
Bobbys liv
Det handler altså ikke meget om langturssejlerlivet. Og det er mest i de første episoder at de to hunde har en rolle, for det handler det mest om Bobby. Derfor ville en bedre titel for kanalen have været ”En ny dag i Bobbys liv”. F.eks. tager han på boat shopping, hvor han ser på en rigtig stor båd. Vi ser båden ude fra, men der er intet om, hvilken båd det er, og om han vil købe den. Man hører dog, at han har givet et bud, men der bliver aldrig fulgt op. Ellers er fokus på, at Bobby skal tabe sig, da han synes han er blevet fed. At Bobby skal til frisør, da hans hår irriterer ham. At Bobby køber en gammel autocamper og tager med Megan og den kommende gast Punkee til Idaho for at se solformørkelse.
Høj produktivitet
Bobby og Megan er utroligt produktive. De laver normalt otte videoer på en måned, hvilket må være en af forklaringerne på at de scorer så højt på antal visninger. Hermed mener jeg ikke, at de er dårlige youtubere. Teknisk er videoerne gode (bortset fra en virkelig dårlig musiksmag), men historierne minder bare mere om sommerferie-fristil end en langturssejler beretning, blandt andet fordi alle problemer løses ved at ringe efter fagfolk, eller ved at købe eller leje/låne nye både.
Dermed bliver det hele noget overfladisk og uinteressant. Hundene ser man heller ikke så meget til, men de er da med ind imellem. Så skulle du have lyst til at blive inspireret til sejlercharterferie på eksotiske destinationer, så er Sailing Doodles måske noget for dig.
Som en slutbemærkning konstaterer jeg, at Bobby og Megan er charmerede og at de fint formidler glæden ved at være ved, og på vandet. Og så kan man se en næsten fysisk forvandling fra de sætter ud i 2016 blege og lettere forkrampede til i dag, hvor de er solbrænde, livsglade og tilsyneladende hviler i sig selv. Hatten af for det!
Tjek Sailing Doodles på Youtube her
Sailing Doodles har 72.000 følgere
De 87 episoder har i alt været vist 15.887.037 gange.