Jonas Høgh Christensen har i dag en længere kommentar på sailinganarchy. (læs den på engelsk her, red.)
Det overordnede budskab handler om OL sejlads. Jonas har, som altid, nogle rigtig gode betragtninger samt skarpe holdninger til hvordan Sejlsport skal 'sælges', og det er jo trods alt en verdensmester samt OL sølv vinder som taler her.
Jonas ved hvad han taler om. De seneste par år er han blevet brugt som speaker, og især ved Starbådenes årlige finale i Star Sailors League har Jonas fået bekræftet sine holdninger. Placér stævner der hvor stedet også 'sælger'. Arrangørerne skal afvikle sejlsport med høj sol, store bølger og gerne azurblåt vand. Det er den sikre opskrift til en wow-oplevelse, og super fede forhold vil uundgåeligt vært med til at trække medier, sponsorer og den almene borger til.
Er Finnjolle på vej ud af OL?
En anden, men absolut lige så vigtig betragtning er Jonas' holdning til valg at bådtype. Finnjollen kan være på vej ud af OL programmet! Det ville være en katastrofe - i sig selv er Finnjollen jo den ypperste enkeltmandsjolle, og det ville være som at fjerne 100 m. løbet i et Atletikstævne, hvis ikke Finnjollen kommer med på fremtidens OL program. Den har skabt så mange store navne - ægte legender, og der findes lige pt. intet der kan erstatte den, så kære beslutningstager...tænk Jer om.
Lige præcis Finnjollen, den blev der sejlet EM i - i sidste uge på vandet ud for Cadiz i Spanien. Her var også store bølger og meget vind, lige det som Jonas Høgh efterlyser, og nyd lige nedenstående video, hvordan vinderen Ed Wright behersker den tunge jolle, det er ikke 'bare lige' og kræver helt sikkert sin atlet.