Kære læsere
Sejlerne får en god optakt til sæsonen og annoncører får en endnu bedre adgang til markedet, når de to stærkeste udgivelser Bådnyt og vores trykte udgave af Bådmagasinet bliver til ét stort månedsmagasin.
Det er gjort muligt, fordi Bådmagasinet køber Bådnyt af NORDJYSKE Medier.
- Vi tager det bedste fra to gode blade, og det giver os muligheden for at fokusere på høj kvalitet og stor variation i selve indholdet. Jeg kan jo blot nævne Torsten Rasmussens Gør Det Selv artikler, som nærmest har opnået kultstatus blandt sejlerne. Sammen med et godt miks af det øvrige indhold fra de to blade vil læserne få det bedste af det bedste, udtaler chefredaktør Søren Øverup.
Den første samlede udgivelse er planlagt til at udkomme lige op til påske, torsdag den 22. marts. Alle abonnenter på de to blade får derefter det nye samlede magasin.
Søren Øverup er sikker på at det vil være et magasin, som sejlerne og den maritime branche fortjener.
- Det er ganske ressourcekrævende at producere kvalitetsjournalistik. De muligheder får vi fremadrettet, og uden at love for meget, er jeg sikker på sejlerne og den danske maritime branche i fremtiden vil opleve et bådblad af og med format, siger han.
Det er ikke kun i trykt form at Bådmagasinet og Bådnyt lægges sammen.
Det nye stærkere magasin udkommer også på internettet og via sociale medier, og det vil være en endnu vigtigere faktor i fremtidens strategi. Søren Øverup siger, at der bliver plads til at lave ekstra særudgivelser og artikler på nettet, som kun vil være for abonnenter.