Team Danmark har peget på Dansk Sejlunion som én af tre kandidater til Kulturministerens Idrætspris 2017. Indstillingen er begrundet i evnen til at udvikle elite- og talentmiljøer flere steder i landet og med atleter af begge køn.
Dansk Sejlunion har chancen for at løbe med én af den danske sportsverdens helt tunge anerkendelser, når Kulturministerens Idrætspris 2017 uddeles den 11. december ved et arrangement i Kulturministeriet.
Det er Team Danmark, der har indstillet Dansk Sejlunion til prisen - som én ud af tre kandidater - og det sker med denne begrundelse:
"Dansk sejlsport er en institution i dansk eliteidræt. Specialforbundet har i mange årtier formået at udvikle verdensklassesejlere gennem et meget stærkt elitearbejde. Et elitearbejde, som har udviklet et af verdens mest succesrige miljøer, der går i arv fra generation til generation.
Netop evnen til at udvikle elitemiljøer flere steder i Danmark, hvor der er plads til eliteatleter og talenter af begge køn, er et eksempel til efterfølgelse og den bedst mulige vej til at fastholde Danmark som en af verdens dygtigste sejlsportsnationer.
Med sportschef Thomas Jacobsen og et stærkt trænerteam i spidsen har dansk sejlsport senest vist klassen med VM-guld til Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen i 49erFX samt EM-sølv til Anne-Marie Rindom i Laser Radial. Elitearbejdets stærke forankring i Team Danmarks eliteidrætsmodel bliver brugt som reference og eksempel for andre forbund i deres strategi for talent og elitearbejde."
Opløb med mange kandidater
Kulturministerens Idrætspris uddeles én gang årligt baseret på indstillinger fra alle de store, tværgående idrætsorganisationer - herunder DIF, Team Danmark, DGI og Dansk Firmaidrætsforbund.
I 2016 var der i alt 13 indstillede kandidater - alt lige fra hele specialforbund over topatleter og olympiske medaljetagere til frivillige ledere og enkeltklubber på amatørniveau. Spændvidden blandt kandidaterne rækker ganske enkelt over alle facetter af dansk idrætsliv.
"Vi har grund til at være stolte over at være indstillet til Kulturministerens Idrætspris," siger Dansk Sejlunions formand, Line Markert, og uddyber:"Indstillingen er en anerkendelse af det mangeårige og succesfulde arbejde, som dansk sejlsport har præsteret på talent- og eliteniveau. Alene det faktum, at sejlsporten har vundet OL-medaljer til Danmark ved de seneste otte Olympiske Lege - det er mere end noget andet forbund - siger alt om en vedholdende indsats af høj kvalitet. Via principperne i Den Danske Model arbejder atleterne gennem vidensdeling for at gøre hinanden bedre og dermed løfte det fælles niveau."
"Alle de mange topresultater og den krævende indsats for at nå dertil lader sig kun gøre i kraft af dygtige og dedikerede trænere, stab og sejlere - og ikke mindst de mange familier og frivillige i klubberne, der støtter op bagved. Derfor har mange del i denne anerkendelse," slutter Line Markert.