World Sailing afholder netop nu årsmøde i Mexico, hvor sejlsportens interessenter fra hele verden er samlet for at udstikke rammerne for international sejlsport i fremtiden. Klaus Natorp er til stede for at aflægge rapport om forberedelserne til VM 2018 i Aarhus, hvor samtlige olympiske klasser skal dyste på Aarhus Bugten. Læs hans betragtninger her.
Det overordnede tema i år er at samle sejlsporten endnu mere, end den er i dag. Det har bl.a. ført til gode drøftelser om, hvordan sejlsporten kan skabe lige vilkår for alle, uanset køn og hvor man kommer fra i verden. Det officielle hashtag er #UnitingOurSport
De er nysgerrige
Som værter for VM næste år skal vi afrapportere til de ansvarlige komiteer i World Sailing (Council, Events Committee og Olympic Classes), som i sagens natur er meget interesserede i at høre om vores forberedelser. Derudover udnytter vi muligheden for at holde planlægningsmøder med de af World Sailing udpegede internationale officials, samt med de olympiske klasserepræsentanter. Endelig er det også her, at vi kan møde rigtig mange nationale sejlforbund og træffe aftaler om deres ophold i Aarhus næste år.
På årsmødet er nøglepersoner og beslutningstagere samlet ét sted. Det betyder, at vi ansigt til ansigt kan kommunikere direkte og effektivt om VM, og få afholdt vigtige møder med de forskellige arbejdsgrupper, som ellers til dagligt er spredt ud over mange tidszoner.
Sejlsporten skal ud til nye lande
Udover de sejlsportsmæssige forberedelser til VM, går vores arbejde her i Mexico også rigtig godt i tråd med konferencens tema. Et sideprojekt til VM er ENP, som står for Emerging Nations Program. Det handler om at få sejlsporten udbredt til nye lande, og vi har her haft mulighed for at holde møder med forskellige forbund fra nationer, som vi ellers ville have svært ved at komme i kontakt med. Det er f.eks. Cook Island, Oceanien, Aruba, Antigua, Cuba, Bermuda, Mexico og Nigeria m.fl. Efter lidt opstartsvanskeligheder i år, har vi på årsmødet fået et gennembrud for indsatsen næste år i form af bedre økonomisk understøttelse af ENP-sejlerne fra de nye lande. Det er vi rigtig glade for på deres vegne.
Begejstrede for affaldssorteringeren
Vi får god feedback på vores planlægning, og der er også god respons på vores bæredygtighedsprogram, som vi lancerede på World Sailings Sustainability Forum i tirsdags. Især er mange meget begejstrede for vores affaldssystem til trænerbådene, som vi udvikler sammen med Worldperfect.
Det er Sophie Christensen og Per Hjerrild fra event-teamet, som er sammen med mig på årsmødet. Vi har holdt mange, mange møder og fået knyttet mange nye vigtige relationer, som vi ser frem til at fortsætte i gode samarbejder frem mod VM.