Der knokles i disse dage i højt tempo med at gøre alt klar til årets Ishøj Havn Flydende Båd- og Vandsportsmesse fra fredag d. 1. til søndag d. 3 september, hvor der er gratis entre til at se de over 250 nye og brugte både samt 48 indendørs grejstande i det store Tempohuset. Der bliver desuden et stort aktivitetsprogram for alle tre dage.
I år kan publikum se frem til et dobbelt så stort landareal og 50 meter ekstra flydebro, der giver plads til flere både og som lukker havnebassinet af, så man kan gå fortløbende rundt på den flydende del af udstillingen. Desuden er de faste broer renskuret, så de ikke alene er flotte at se på, men heller ikke bliver glatte, hvis der mod aftalerne med vejrguderne skulle komme en sommerbyge.
Nye- og helt renskurede broer i Ishøj ligger klar til de mange udstillere. Foto: Henrik Hansen
Der er hele 90 udstillere fra hele landet, der repræsenterer 95 % af den danske bådbranche, så der bliver en væld af både og udstyr at kigge på, som f.eks familien Erichsens berømte ”Havana” fra Tv-serien ”Kurs mod fjerne kyster”, der står på land på udstillingen. Her vil firmaet RenSkib demonstrere, hvordan man bringer det bedste frem i en båd.
Ishøj Havn Flydende Båd- og Vandsportsmesse bliver åbnet fredag d. 1 september kl. 10 af Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp og Jan Hansen, formand for Danboat. Udstilling åbner kl. 10 hver af de tre dage og lukker kl. 18 fredag og lørdag, samt kl. 17 søndag.
Alle tre dage er der også et spændende aktivitetsprogram med kajakker, kajakker med finner, kanoer, SUP boards og de nye Bellyak boards, der har danmarkspremiere på udstillingen. Alle får bliver instrueret, får udleveret redningsveste og sikkerhedsinstruktioner, men man skal kunne svømme for at deltage og selv medbringe vandsportstøj eller badetøj. Voksne og teenagere kan også deltage i race på Dalmatic kajakker og Bellyark boards.
Ishøj Havn Flydende Båd- og Vandsportsmesse er strategisk lagt, så udstillingen tidsmæssigt ligger mellem de øvrige skandinaviske flydende bådmesser i Orust, Marstrand og Oslo.
Landstandene i den store hal er ved at blive bygget op. Foto: Henrik Hansen