Frank er DS Landsholdets passionerede kok, en kok med smittende humør, altid masser af overskud, og et unikt talent for at italesætte sine passioner. Frank er så at sige en mand, som altid er skøn at få en god sludder med.
Sidst vores veje krydsere var tilbage i 2013, dengang i Sailing Extreme sammenhæng. Her var Frank ”madfar” for Jes Gram Hansen, Rasmus Køstner og deres gaster. Til PreWorlds fandt jeg Frank i noget mere pompøse køkkenfaciliteter end sidst, da han tryllede i et nedslidt fransk køkken med 2 gasblus.
Men snakken? Den gik som vi aldrig havde været fra hinanden.
Hvor kommer din store passion for mad og madlavning fra?
'Da jeg var barn blev jeg tit taget med ud i vores store køkkenhave og var både med til at så og høste de lækreste hjemmedyrkede grønsager. Jeg oplevede hele den skønne proces fra jord til bord, minder som jeg værdsætter stærkt den dag i dag'.
Hvad holder du egentlig mest af: At spise eller lave mad?
'Mad er følelser og vores mad har en stærkt psykologisk betydning. Når teamet har haft en lorte dag på vandet, gør jeg mig endnu mere umage med madlavningen. Landsholds sejlerne skal have noget at se frem til. I min verdener det helt okay at maden muntre dem op og får dem til at slappe af. Det er medvirkende til, at de hurtigere kommer op på hesten igen, hvis vinden og resultaterne har drillet ude på vandet.'
Hvilke 3 ting har du altid i dit køleskab?
'Æg, parmesan og citroner.'
De to første ting kan jeg relatere til, men hvorfor lige citroner?
'Med disse tre kommer du altså virkelig langt. Jeg har en vigtig pointe ved at vælge netop de syrlige citroner. Industrien har i dag sødet stort set alle forarbejdede madprodukter. Det er efter min mening en uskik, i stedet bør man vende sig til at bruge syre til at afbalancere sine måltider og fremhæve de fantastiske smagsindtryk, som eksempelvis kålsalater kan frembringe tilsat lidt syrligt.'
Hvad er din ynglings krydderi?
'Carry, det kan twiste både det kolde og varme køkken.'
Hvad betyder sport i din hverdag?
'Det er glæde, kammeratskab, sundhed, energi og overskud. Jeg har valgt at tage mig tiden til motion i hverdagen. Jeg får ikke et kick ud af at arbejde 5 ekstra timer om dagen. Tværtimod, igen prioritere jeg kvalitet frem for kvantitet.'
Hvilke basis varer anbefaler du, en sportsudøver altid har på lager?
'Flager i mange afskygninger eksempelvis havre eller byg, der kan laves til lækker og energirig grød eller mysli. Nødder og rødder er fantastiske mellemmåltider. Og rodfrugterne må meget gerne gå igen i aftensmåltidet. Jeg vil også slå et slag for, at sportsfolket skal kaste sig ud i at bage og her bruge ordentlig mel af gamle sorter med masser af fibre og bid i'.
Når sulten virkelig presser sig på og man har brug for et hurtigt mellemmåltid, hvad anbefaler du så man gør?
'Når hullet opstår og det bare skal gå hurtigt, snup en rughapser, lidt frugt eller nødder. Undgå for alt i verden chokolade og slik i denne situation. Er du sportsudøver og skal præstere, prøv at være lidt forudseende. Hav en kyllingesalat i køleskabet og grib en lille tallerken, det vil give dig rigtig god energi.'
Hvilke vigtige erfaringer har du fået med Sejlerlandsholdet?
'Jeg skal være i stand til at holde højt momentum over mange timer. Jeg laver 3 måltider om dagen, det kræver ”sin mand” at være dansk verdenssejler, og det kræver store mængder af mad.
Jeg havde på forhånd en ide om, hvordan jeg skulle gribe det an, men det kommer stadig bag på mig, hvordan de drenge og piger tager fra – de spiser jo for to. Derfor potionsanretter jeg helst maden, så jeg har en chance for at styre slagets gang og sikre mig at de ikke overspiser efter en lang og hård dag.
Samtidig er det vigtig for mig, at sejlerne føler jeg møder dem i øjenhøjde, og at de har medindflydelse på måltiderne'.
Hvad synes du er mest spændende ved dit arbejde?
'Det er fantastisk, hvordan måltidet kan samle mennesker og maden er en døråbner til samtaler. Man kan virkelig komme til at lære folk at kende over et godt måltid mad'.
Hvad er din madfilosofi for DS Landsholdet?
'No ’nonsens’ food. Det skal være mad lavet uden kompromisser af kvaliteten i fødevarerne. Samtidig skal det være ’slow’ food. Vi skal hygge os og jeg giver mig god tid til tilberedningen af madlavningen. Ikke mindst selve morgen- og aftensmåltidet omkring bordet skal være hyggelige og nede i gear. Det er nødvendigt for at teamet resten af tiden kan give den alt, hvad de har i sig.'