"Målet er at gå fra medaljekandidat til medaljefavorit ved næste OL", forklarer OL-sølvvinder Jonas Høgh-Christensen, der står bag ny strategi, der i sin metode adskiller sig markant fra traditionel sponsorering.
Sejlerlandsholdet er unionens stærkeste kommercielle kort. Med dét afsæt har OL-sølvvinder Jonas Høgh-Christensen i samarbejde med Kuanshi Consulting arbejdet de seneste seks måneder på at udvikle en ny kommerciel platform, der skal styrke det økonomiske fundament bag sejlerlandsholdet – og dermed i sidste ende bane vej for endnu flere danske sejlsportsmedaljer ved OL, VM og andre store events.
Strategien bygger på en dybdegående analyse af unionen og sejlerlandsholdet – og fører nu til, at landsholdet får ny identitet, ny hjemmeside og en ny måde at kommunikere på. "Vi vil gerne gå fra at være medaljekandidater til at være medaljefavoritter", fastslår Jonas Høgh-Christensen om målet med strategien.
Som et konkret eksempel har strategien fokus på at skærpe landsholdets internationale profil. Således bliver ”Danish Sailing Team” fremover holdets officielle navn, når sejlerne repræsenterer Danmark rundt omkring i verden.
Bevare status som mest vindende OL-sport
"En vigtig forudsætning er at sikre sejlerne øget eksponering og derigennem bedre muligheder for personlige sponsorater. Vi ønsker at skabe et stærkt kommercielt grundlag, som kan være med til at sikre sejlsportens status som den mest vindende OL-sport i Danmark", forklarer Jonas Høgh-Christensen.
”Strategien har stort fokus på sejlsportens styrkepositioner, dens unikke egenskaber og dens muligheder for at udnytte sociale medier til at eksponere atleterne bedre end hidtil”, siger han videre.
En af strategiens centrale elementer handler om at åbne op for et bredt felt af sponsorer. Sammen med landsholdets nuværende hovedsponsor, TORM, er der derfor udarbejdet et setup, hvor flere sponsorer fra forskellige brancher kan være med om bord. Idéen er, at hver sponsor har interesser og værdier, der knytter sig til landsholdets forskellige styrkepositioner.
Eksponering via sociale medier
Dér, hvor strategien for alvor skiller sig ud fra den vanlige tankegang ved sportssponsorater, er i forhold til eksponeringsdelen, som i altvovervejende grad er baseret på sociale medier frem for traditionelle medier som tv og dagblade.
"Vi er i sejlsporten begunstiget af at have nogle hårdtarbejdende, intelligente og ydmyge atleter, der er super gode rollemodeller for både sejlere og ikke-sejlere. Vi har længe haft fokus på at fortælle om deres resultater, nu vil vi gerne dreje fokus over på deres personlige historier og deres kampe undervejs mod målet. Både når det går godt og knapt så godt”, forklarer Jonas Høgh-Christensen om den integrerede social media content strategy, hvor sponsorer og landshold får mulighed for at fortælle deres historier sammen – typisk i form af korte film, som via sociale medier målrettes grupper af modtagere, der er interessante for begge parter.
Vi skal skabe helte
”Vi skal skabe helte, som virksomheder og mennesker kan relatere sig til, og som de kender. Sejlsport egner sig ekstremt godt til sociale medier – der er flotte, visuelle billeder, der er natur og frihed, der er dygtige atleter, og der er interessante historier", uddyber Jonas Høgh.
Arbejdet med at finde de nye partnere for landsholdet er i fuld gang. Der er allerede dialog til flere sider foruden et mål om at nå ud til yderligere potentielle emner. Som led i partnerdialogen er der i samarbejde med Playground Production udarbejdet en kort promotionfilm, der giver et visuelt indblik i værdier, identitet og ny retning for sejlerlandsholdet.
Se mere på sejlerlandsholdet.dk / danishsailingteam.dk