36 studerende fra Svendborg og omegn trodsede blæsten for, at være med til søsætningen af sejl og studér tirsdag eftermiddag.
Thurø sejlklubs nye underudvalg er startet af en gruppe unge studerende, som ønsker at lave et fællesskab med andre unge, som er centreret omkring livet på vandet. Målet er at samle alle Svendborgs uddannelsesinstitutioner og tilbyde en vej ind i sejlsport, eller muligheden for at dyrke sejlsport for aldersgruppen mellem 16 og 29 år.
Thurø sejlklub har stillet med tre J70ere, fire Solinge og klubbens faciliteter, som de unge kan bruge.
Formand Ib Oldrup udtaler, at han er glad for at se så mange unge mennesker på havnen og se klubbens både blive brugt af et yngre publikum, som alle har glæden ved vand til fælles.
Søsætningen
Den hårde østenvind udfordrede initiativtagerne da de 36 unge forventningsfulde mennesker stillede på havnen. I tidsrummet mellem 16 og 19 blev de guidet rundt mellem 5 poster på havnen, som blandt andet indebar intro til både, en våd tur i gummibåd og information om konceptet. Dagen blev afsluttet med udsigt over Thurø Bund, fællesspisning og sømandssange.
Forløbet
Allerede efter første gang stod det klart at der er mange forskellige kompetencer i gruppen. En er i lære ved træskibsværftet Ring Andersen, flere har sejlet langt på skoleskibe og nogle har sejlet kapsejlads i joller. Alle disse færdigheder skal bringes på banen i sejl og studér.
Christoffer Westerberg udtaler: ”Vi vil bruge vores medlemmer aktivt til at afholde sejladserne. Det er vigtigt at dem, som har kompetencer lærer fra sig og at indholdet af aftnerne bliver bestemt af deltagerne. Det kan være en historisk tur gennem Svendborg Sund, en kapsejlads i sportsbåde eller undervisning som kan lede medlemmerne mod et duelighedsbevis.”
Ambitionerne
Af ambitioner kan nævnes weekendture i det sydfynske øhav, sommertogt i Danmark og et hold i sejlsportsligaen for Svendborgs uddannelsesinstitutioner. Johan Søgaard Hoff udtaler: ”Det er et mål for os, at medlemmerne kommer til at kunne varetage opgaven, som skipper på en båd; pakke telt og trangia og tage på tur til det sydfynske øhav i en weekend.” Derudover har initiativtagerne en ambition om en dag at få et hold i sejlsportsligaen. ”Hvis DTU kunne have et hold i sejlsportsligaen, så kan vi også! Uddannelsesinstitutionerne dyster i skolefodbold, så hvorfor skulle de ikke dyste i sejlads?”
Sejl og studér mødes hver tirsdag i sejlsæsonen på Thurø havn klokken 16.