Anne Skovbølling er indstillet af Bork Bådelaug i Limfjordskredsen og Egå Sejlklub i Østjyllandkredsen. Hun er yngste kandidat til Dansk Sejlunions bestyrelse med sine bare 20 år. Anne har en broget medlemshistorik, som trækker sine spor. Spor, der er mange, og ofte modsat rettede forklaringer på. Annes hjemklub i Bork giver hende varme anbefalinger, og Egå Sejlklubs formand, Per Selmose, taler også pænt om hende. At Egå Sejlklub indstiller Anne, skyldes formentlig, at Kirsten Rambøl er næstformand i sejlklubben, og at Anne Skovbølling siden 2013 har været Rambøls protege.
I det fremlagte valgoplæg til generalforsamlingen skriver Anne, at hun var valgt ind i Nordøstjysk kreds (NØJ, red.) fra 2013 til 2016. Det er rigtigt, at hun sad i kredsens bestyrelse, men det er lige netop, hvad NØJ ønsker at undersøge i Dansk Sejlunions Ordensudvalg - om tillidsposten var givet på et forkert grundlag? Hendes mentor, Kirsten Rambøl, dengang formand for NØJ kreds, erkendte problemet i relation til Dansk Sejlunion og forsøgte derfor med forskellige mere eller mindre ufine metoder at presse en løsning igennem.
I december 2014 skriver Kirsten Rambøl i en mail til Bønnerup Strand Sejlklubs kasserer: ”Anne har brug for at være medlem af Bønnerup Strand Sejlklub med "tilbagevirkende kraft", altså for hele 2014.
Kirsten Rambøl og Anne Skovbøllings anmodning blev ikke efterlevet. Anne er 18 år på dette tidspunkt – og hun har tillid til Kirsten Rambøl, der har forsikret hende om, at der var styr på tingene. Den generelle holdning er nok mere, at Anne har været udsat for dårlig rådgivning?
Hvilken klub var hun medlem af?
I sit CV skriver Anne: ”I Frederikshavn var jeg træner i juniorsejlads”. Dilemmaet er bare det, at Anne Skovbølling ikke er registreret som medlem af Frederikshavn Sejlklub i perioden. Formanden Helmuth Melsen siger: ”Vi har ikke registreret Anne Skovbølling som medlem i Frederikshavn Sejlklub”, Jeg kan da oplyse, at jeg har set hende som hjælper i vores ungdomsafdeling”.
Et tidligere medlem af bestyrelsen og ungdomsformand, Jørgen Steenfeldt erkender, at hun var ’kontingentfrit’ medlem af ungdomsafdelingen fra 2013 og frem til marts 2014, selv om det er i direkte strid med klubbens vedtægter.”Lige pludselig tager den ene måned den næste, og det endte så med, at Anne aldrig blev indmeldt. Skal man bebrejde nogen, må det være os andre i bestyrelsen”. Jørgen Steenfeldt har siden hen meldt sig ud af Frederikshavn Sejlklub og taler derfor alene på egne vegne.
Steenfeldts efterfølger som ungdomsformand i forårets marts 2014, Søren Rahbek, har en anden holdning i en mail dateret den 11. februar 2016. ”Jeg opfordrede dengang ved flere lejligheder Anne til at melde sig ind i klubben, nu hvor hun havde en kølbåd liggende i havnen og var på vej ind i ungdomsafdelingen”.
Anne kan i dag, direkte adspurgt, ikke genkende denne udlægning.
I marts 2016 blev Anne medlem af Nibe Sejlklub, hun forlænger dog ikke medlemskabet i 2017. Anne er i dag medlem i Bork Sejlklub, hvilket er bekræftet af klubbens formand.
Dansk Sejlunion kender til konflikten
Internt i Dansk Sejlunion er man fuldkommen bekendt med konflikten ’Anne Skovbølling’, og det faktum, at hun både var medlem af bestyrelsen i NØJ kreds og ungdomsleder samme sted på et urigtigt grundlag. Balladen omkring Anne Skovbølling var så massiv, at Henrik Voldsgaard (næstformand i Dansk Sejlunion) måtte agere mægler ved et møde mellem de stridende parter i NØJ kreds.
Siden er der kommet ny bestyrelse i kredsen med Luc Ghysels, formand fra Aalborg Sejlklub, i spidsen. Han er også noget skeptisk over Annes kandidatur til bestyrelsen i Dansk Sejlunion, og han udtaler til Bådmagasinet: "Filmen knækker dog helt, når Anne, som ung og uerfaren med hensyn til organisationsledelse, stiller op til Dansk Sejlunions bestyrelse på opfordring fra Bork og Egå, hvor Kirsten Rambøl er næstformand. Usmagelig manipulation på tværs af landet i kampen om magten i Dansk Sejlunion".
Historien er vanskelig - for på den ene side er der til overflod positive udsagn omkring, at Anne har gjort en kæmpe forskel i masser af sammenhænge. På den anden side er der lige så mange udsagn om det modsatte.
Er talentmassen ikke større?
Hvordan kan den nuværende bestyrelse i Dansk Sejlunion overhovedet acceptere et kandidatur fra Anne Skovbølling? Er talentmassen i bestyrelsesarbejdet virkelig ikke større i dansk sejlsport?
20 år, det kan ikke være erfaring, som Anne Skovbølling vil bidrage med, og et spørgsmål dukker uundgåeligt op – er tiden virkelig den rette, til at Anne Skovbølling sætter sig ind i bestyrelsesarbejdet i Dansk Sejlunion, eller var det en idé, at Anne samlede lidt mere erfaring ude i klubberne, før turen går til Brøndby?
Som medlem af Dansk Sejlunions bestyrelse står man til ansvar for at forvalte i omegnen af 40 millioner kroner årligt! Undskyld, jeg spørger bare?
Nicolai Lassen
----------------------------------------------------------------------------
Jeg er stolt af de aktiviteter, vi har skabt
Anne Skovbølling har svært ved at genkende sig selv i Bådmagasinets fremstilling, skriver hun i denne kommentar.
"Jeg er glad for, at jeg har været med til at sætte rigtigt mange sejlsportsaktiviteter i gang for børn og unge. IFrederikshavn var jeg ulønnet træner én-to gange om ugen, og jeg var med til at sikre klubben 25.000 kr. i støtte fra Nordea-fonden til reparation af en motor og en bådtrailer. Jeg fik forståelsen af, at der var styr på mit medlemskab af klubben som en slags betaling for trænerarbejdet, og jeg har aldrig hørt andet, end at klubben var godt tilfreds med min indsats”.
"Det var min oplevelse, at alle i NØJ-kredsens bestyrelse ønskede, jeg skulle fortsætte, selv om jeg ikke længere boede i kredsens område. Det blev løst ved, at jeg meldte mig ind i Bønnerup Strand. Jeg sendte min indmelding på mail (Den 5. dec. 2014, red.). Jeg fik ikke noget svar, men regnede med, at alt var ok. Først et år senere hørte jeg om et problem med mit medlemskab. Jeg betalte med det samme, da jeg fik klubbens kontonummer".
”Jeg har aldrig fra hverken Frederikshavn eller Bønnerup modtaget nogen opkrævninger eller girokort, som jeg ikke har betalt med det samme. Og jeg har i det hele taget svært ved at se, hvad jeg præcist skulle have gjort anderledes. Jeg har stolet på, at tingene var i orden - for det var den besked, jeg fik begge steder”.
”Som ungdomsrepræsentant i NØJ-kredsen har jeg været tovholder for ”Sejl og Sjov” i både Strandby og Nibe. Jeg har været baneleder og medarrangør af et TORM-stævne i Egense, jeg har deltaget i to Klubkonferencer og arrangeret netværksweekender for de unge i kredsen. Og jeg var med til at udvikle kredsens nye hjemmeside, som man stadig bruger. Sammen med andre unge i kredsen, synes jeg, vi kan være stolte af de aktiviteter, vi har skabt. Jeg føler, de har gjort en forskel, og jeg kan 100 procent stå inde for de ting, vi har sat i gang”.
"Mit indtryk er, at det nuværende fokus på min person handler om en sag fra starten af 2016. I NØJ’s bestyrelse var vi ikke helt enige om, hvorvidt kredsen skulle søge om at få et TORM-stævne. Et flertal i bestyrelsen ønskede stævnet, og vi fik det i 2016, og det blev endda et rigtigt godt stævne. Men efter den uenighed var vi ikke længere en samlet bestyrelse, som jeg oplevede det. Min holdning er, at der skal være plads til at være uenig en gang i mellem – ellers kommer vi aldrig nogen vegne".
”Jeg står til hver en tid 100 procent på mål for de ting, jeg har ansvar eller medansvar for. Og jeg tager gerne imod kritik, hvis det er sagligt begrundet. Omvendt vil jeg også gerne bedømmes på mine egne handlinger og de aktiviteter, jeg har været med til at sætte i søen. At blive bedømt på noget, som andre har hovedansvaret for, synes jeg, er lidt mærkværdigt. Men på dét punkt har Bådmagasinet åbenbart en anden holdning”.