Nu går sæsonen for alvor på hæld, og i ugens løb har vi kunnet læse om DMI's prognose for en kold vinter. Men inden det helt er slut, så får du lige en hyggelig beretning fra besætningen om bord på AQUILA. En efterårs smut-tur til Anholt retur - lyder det lige fedt?
Fra AQUILAs logbog:
Hurtig beslutning om at få lidt sømil på kølen og vind i håret samt ro i sjælen besluttede Carsten og jeg at sejle en tur til Anholt den 21. september fra Svanemøllen kl 09:00.
God østenvind på 8 m/s bragte os hurtig ud af Øresund og med gennaker og Kronborg om BB ca kl. 11:30 gik det videre NØ over. Vejret var til korte bukser og en let T-shirt.
Desværre aftog vinden og ca 22 NM fra Kronborg blev jernhesten (motoren, red.) startet.
Kl 19:00 stoppede vi motoren og nød stilheden, himlen, middagen og senere solnedgangen, med anduvning i Anholt Havn ved 21:00 tiden. Det var ikke svært at finde en plads, vi fik sågar en langskibs.
Næste morgen svag vind og sol - temperatur ca. 25 grader, så det blev igen korte bukser og en let t-shirt. Bortset fra to fast-liggere og et par tyskere havde vi havnen for os selv - Dagen blev brugt til Sight Seeing hvor vi traf et par lokale, men ellers havde øen for os selv. Hjemtur gik fra stranden og langs vandet, hvor vi også havde det hele for os selv. Der blev tid til at bade, og med en vand temperatur på hele 17 grader. Om aftenen, en dejlig grill middag.
Fredag morgen var der varmedis og ingen sol men en frisk vind fra SW. Vi kom af sted ca 07:30 og havde en frisk tur syd over. Vinden gik senere mere i W og øgede til 9 m/s, disen forsvandt og solen kom frem.
Vinden holdt og vi anduvede Svanemøllen kl 19:00 efter 76NM sejlads.
Beretningen er fra et af medlemmerne i KDYs Cruisingudvalg som er for alle medlemmer i den royale klub. Cruisingudvalget har som primære opgave at arrangerer aktiviteter for medlemmerne. Hvert år tilbydes weekend og sommerturer og efterår og forår er der tilbud om sikkerhed og maritime emner, som f.eks den 27. oktober, hvor sikkerhed til søs og Lyngby radio er på programmet.
Koldt?
Var det koldt at sejle, var det koldt at være i båden, absolut nej; Selv da solen gik ned kunne man sidde i cockpittet og nyde aftnerne, og vi havde på intet tidspunkt tændt for oliefyret. En vand-temparatur på 17 grader sørgede for et behageligt klima.
Sejler hilsen
AQUILA