Mange har fulgt Miss X her i Bådmagasinet – vores journalist Øyvind Bordal og hans kone Dorte sejlede til Karibien i 2014-2015, og efterfølgende har båden haft sin base der ude.
Miss X har dannet basis for en hel del båd-journalitik de senere år, men nu er det slut, fortæller Bordal. "Vi har haft et fantastisk eventyr med Miss X", siger han til Bådmagasinet, og fortsætter "Men alting har sin tid, og nu er det tid for nye projekter. Det medfører at vi må frigøre tid og penge, og derfor må båden sælges".
Miss X er en X-452, en 45 fods X-yacht fra 1988, og er bygget i en gedigen kvalitet. Båden er løbende opgraderet med godt grej og er professionelt vedligeholdt, og er i dag udstyret og klargjort til langtur, blandt andet med nyrenoveret rig. "Miss X kan sejles hvor som helst i verden i god fart, og med høj komfort og sikkerhed", siger Bordal. "Det er med tungt hjerte vi sælger hende, det er mere end kun en båd for os. Men vi håber at finde nogen, som vil passe godt på båden, og som vil få lige så meget glæde af hende, som vi har haft."
Miss X kan overtages i Karibien i starten af maj næste år – ellers bliver båden sejlet til Azorerne, og kan overtages der i start juni. "Alternativt sejler vi videre til Danmark eller ind i Middelhavet, og i så fald bliver det salg med overtagelse, for eksempel her i Danmark, i starten af juli", slutter Bordal.
Skulle du være nysgerrig på prisen, oplyses den til 850.000 kr.
Smukke linjer og totalt sejlklar. Ønsker du mere information, så findes det på Facebook-siden "Miss X på eventyr".