Den 30. juni 1926 vågnede Jacob Thorvald Borg ekstra tidligt, for dagen i dag var en særlig dag både for ham som havnekaptajn i Københavns Havn – men for hele havnen. For at sikre ham i rollen som havnekaptajn, muligheden for at fragte honoratiores, vigtige kunder og ikke mindst de kronede hoveder standsmæssigt rundt i havnen var der året før indgået en kontrakt med Københavns Yacht & Motorbaadsværft ude i Nordhavnen om levering af ”Patrouillebaad Nr.2”. I dag skulle den sejle sin jomfrutur, det var en vigtig dag for Jacob Thorvald Borg.
Chaluppen fylder 90 år. Foto: JS Boatcharter.
Der var tale om en chalup, som kommer fra fransk: ”Chaloupe” og bedst kan oversættes med en nøddeskal, forstået som en lille båd. En chalup er oprindelig en mellemstor spejlgattet robåd med tre til syv roere i hver side, brugt på orlogsskibe til transport af personer. I dag anvendes motorchalupper eksempelvis på kongeskibet ”Dannebrog”.
Havnens ukronede dronning
Jacob Thorvald Borg vil formentlig blive grundig stødt på sin stolthed, hvis nogen kalder hans ”Patrouillebaad Nr.2” for en nøddeskal. Med sine 13,50 meter i længde med en tophastighed på mere end 16 knob, var den fornemme dame havnens ukronede dronning. Bygget i en standard, der absolut ikke var gængs for havnens skibe. Også materialerne, chaluppen er bygget af, er klassiske og kostbare: Mahogny-klædning, egespanter og asketræs-svøb. Salonen kan udvise det ypperste indenfor apteringssnedkeri, og hynder, gardiner og andet tekstil i salonen er i en kvalitet fra før tiden gik helt af lave.
Den gode havnekaptajn havde kongen i tankerne, da han bestilte sin chalup. Loftshøjden i salonen er derfor hævet til 1,93 meter, så ingen royale hoveder støder i mod. Kongen – altså Christian den 10, var nemlig voksen herre - 1,91 meter høj.
I tjeneste frem til 1988
Det var en stor investering for Københavns Havn, så ”Patrouillebaad Nr.2” var i aktiv tjeneste helt frem til 1988. Udviklingen havde løbet fra chaluppen, Jacob Thorvald Borgs efterfølger så en økonomisk besparelse. Den 23. februar overtog Cafe Lumskebugten det gode skib, som de passede godt på frem til sommeren 2007. Der overtages driften af JS Boatcharter med Lene Kampp og Jes Schmidt i spidsen.
I dag har chaluppen skiftet navn til ja: ”Chaluppen”, og indgår i JS Boatcharters flåde af historiske skibe. Opgaven er den samme som før, sejle gæster, både dig og mig eller de royale rundt på sightseeing i Københavns Havn, opleve alt det nye og alt det gamle i en havn der er gået fra at være en industrihavn til nu en kulturhavn. Chaluppen kickstarter den gode fest.
Alle kan sejle med Chaluppen
Det er et æreshverv for rederen Jes Schmidt at tage hånd om det fine, gamle fartøj. Jacob Thorvald Borgs fine snart 90 årige chalup er i dag certificeret som passagerskib med plads til 20 gæster. Både royale, senest Christians den 10.'s olde tronfølger, HKH Kronpris Frederik sejlede sammen med HKH kronprinsesse Mary på Chaluppen i en præsentationsfilm om København som Kulturhavn. Alle interesserede kan booke en tur, et bryllup, en sommertur til bare en stille sejltur i Københavns Havn, som i disse år ændrer dramatisk karakter.
Men hvad blev der egentlig af havnekaptajnen? Jacob Thorvald Borg var oprindelig dansk soldat i søværnet. Ved karrierens slutning var han kommandørkaptajn indtil han i 1917 blev Københavns havnedirektør. Efter hans død fik han opkaldt Thorvald Borgs Gade ude på Islands Brygge i den sydlige ende af Københavns Havn.
Reception for den gamle dame
I morgen tordag den 30. juni 2016 skal Patrouillebaad nr.2, nu kendt som Chaluppen, fejres sammen med den gamle havnekaptajn. Lene Kampp og Jes Schmidt inviterer alle interesserede til reception i Nyhavn på JSB-kajen. Her serveres et glas vin. en øl og lidt let til ganen. Festlighederne foregår mellem 16.00-19.00.