Der er ikke så mange, der ved det - men det kan faktisk lade sig gøre at rebe storsejlet, mens man sejler med vinden. Det kan til og med være en meget god idé.
Der findes situationer, hvor du vil være taknemlig for ikke at skulle gå op i vinden for at rebe. Det
kan være i hård vind og stor sø, eller det kan være i en kapsejlads, når kursen er med vinden. Det kan også være, hvis du har en spiler eller gennaker oppe, og trænger til at reducere storsejlsarealet.
Fuld fart mens du reber
Den gode nyhed er, at man faktisk godt kan rebe storsejlet uden at gå op i vinden. Det kan udvikle
sig lidt forskelligt på forskellige både, afhængig af hvordan de er rigget – men hovedsagen er at holde tryk i agterliget undervejs ved hjælp af rebelinen, og gøre det lidt efter lidt, mens man skifter mellem at betjene fald og rebeline. Det kan godt tage lidt tid, men det gør jo ikke noget, eftersom båden ufortrødent sejler sin kurs mens rebningen foregår. Det bliver faktisk lettere jo hurtigere båden sejler, eftersom trykket i storsejlet falder i takt med bådfarten.
Skiftevis fald og rebeline
Start med at trække storsejlet lidt ind – kun så det lige præcis går fri af salingshornene. Slip herefter lidt på faldet. Men kun lidt! Storsejlet kommer faktisk ned af sig selv på de fleste både, selv når der
er tryk i sejlet. Ellers må man hjælpe lidt til med håndkraft. Stram nu rebelinen, indtil agterliget igen
er nogenlunde stramt. Slip lidt på faldet igen, og fortsæt med en skiftevis regulering af fald og rebeline, indtil storsejlet er så langt nede at rebepunkterne er i position både ved masten og bag på bommen. Stram så faldet igen (med en vis forsigtighed, nu er der jo tryk i sejlet og dermed stor modstand i mastesporet). Stram også rebelinen helt færdig. Nu har du rebet storsejlet, sejlende i fuld fart med vinden!
Ugens trimtips er hentet fra Danmarks nye bog til sejlere: Sejl og Rig.
Læs mere: www.blueoceanmediabooks.dk