Efter en lang og sej kamp med hjemmeside og bankkonto er Skandinavisk Singlehandforening klar til at modtage nye medlemmer. Skandinavisk Singlehandforening blev stiftet d. 4. januar 2016, men det har taget tid at få de formelle ting på plads. Men nu er der både hjemmeside og bankkonto, så nye medlemmer kan melde sig ind. Det koster 100 kr om året. http://singlehandsejlads.dk/
Foreningens formål er bl.a. at udbrede kendskabet og interessen for singlehandsejlads i Nordeuropa, bl.a. ved at være medarrangør på den nye udfordrende kapsejlads, Quantum Danmark Rundt Singlehand.
Sikkerhed først og fremmest
Foreningens formål er også, at udforme et sikkerhedskodeks for singlehandsejlere.
"Til Sjælland Rundt 2014 var der var ikke orden og struktur nok på singlehandsejladsen. Sikkerheden var ikke høj nok, og der var ingen instans til at håndtere konflikter. Vi vil gerne være med til at udforme et etisk regelsæt for singlehandsejlads, være en idebank, der kan rådgive og vejlede singlehandsejlere og kapsejladsarrangører af singlehandsejlads", siger Erik Venøbo, der er formand for Singlehandsejlerforeningens bestyrelse.
Vidensdeling
Erik Venøbos drøm er, at udbrede kendskabet til shorthandsejlads, og få den viden der sejler rundt i Danmark delt. "Meld dig ind og del din viden og få indflydelse, ellers er du jo bare den, der står tilbage når løbet er kørt", opfordrer han, og fortsætter: "Har du et godt projekt så lad høre, det er ikke op ad bakke, når vi er mange".
I singlehandforeningen skal der diskuteres og udveksles erfaringer, og det skal ikke mindst være et forum, hvor sejlerne kan få indflydelse på singlehandkapsejladserne og deres form. Singlehandforeningen skal ikke kun være for kapsejlere, da der er masser af tursejlere, der ofte sejler lange stræk alene.
Læs mere her og meld dig ind.