Den gode redaktør Øverup og deres udsendte var med på årets generalforsamling i Svendborg. Vi har med egne øjne set, at flertallet af danske sejlklubber glimrer ved deres fravær, hvor det store tavse flertal blev borte.
Personligt havde jeg forventet flere klubber repræsenteret, når Gråsten sagen stod overfor sin endelige og definitive sagsbehandling. Men nej, der var kun repræsenteret, ja højst 25% af klubberne i Danmark.
Da det er de store klubber med tilsvarende store antal stemmer, som møder op på generalforsamlingen, så kunne stemmeprocenten næsten knibe sig op på 50%.
Journalistisk godbid
På redaktionen brød vi vores principper om ikke at bruge alt for meget tid på livet i Brøndby. Gråsten sagen var journalistisk alligevel for stor en ”godbid”. Vi havde også en idé, at vi sammen med Hans Vengberg fra Kolding kunne løse den gordiske knude mellem ”medlemmet” Henrik Holona og ledelsen i Gråsten Sejlklub.
Vi tog ugen op til generalforsamlingen til Flensborg og mødtes med Henrik Holona over en god middag. Vi havde en absolut konstruktiv dialog med den nye formand for Gråsten Sejlklub, men bag al det konstruktive ville formanden under ingen omstændigheder følge Dansk Sejlunion og Danmarks Idrætsforbunds afgørelser, der pålagde klubben at genoptage Henrik i sejlklubben.
Konklusionen var entydig. Afstanden mellem de to parter var for lang, og viljen til at mødes i et kompromis var reelt ikke til stede. Men Bådmagasinet gjorde forsøget, takket være en kæmpe loyal indsats fra Hans Vengberg.
De er ligeglade
Den manglende vilje blev demonstreret på generalforsamlingen. Lige til det sidste søgte dirigenten Michael Vilhelm Nielsen, partner fra advokatfirmaet Plesner, kompromisets vej. Hvis Gråsten fravalgte afstemningen, kunne de sikres en fortsat forhandling med Dansk Sejlunion og Danmarks Idrætsforbund. Gråsten Sejlklub sagde: ”Nej” - og nu er de smidt ud af fællesskabet, og der er ingen vej tilbage. I følge den nye formand, er de i øvrigt også ligeglade i Gråsten, de klarer sig fint uden Dansk Sejlunion.
Argumentationen omkring, hvorfor det var nødvendigt at smide Gråsten Sejlklub ud, var helt på plads. Alvoren blev understreget af, at direktør i Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm, kom til Svendborg og gik på talerstolen for at udlægge Danmarks Idrætsforbunds syn på den fastlåste konflikt.
Alligevel stemte noget der kan omregnes til 20% af medlemmer mod Dansk Sejlunion og eksklusionen af Gråsten, hvilket omregnet svarer til ca.10.000 medlemmer i det samlede regnskab. Hvis vi antager, at der blandt de tre fjerdedele, der IKKE var repræsenteret på generalforsamlingen i Svendborg, er et langt højere ønske om at forlade Dansk Sejlunion, så ser det meget skidt ud for fremtiden? Jeg ser en række skræmmende tanker og kostbare konsekvenser, som jeg mener, skal tages dybt seriøst.
Dansk Sejlunions nye formand?
Et velfungerede demokrati er også en kamplads for forskellige holdninger mellem mennesker. Lige nu halter demokratiet i Dansk Sejlunion. I Svendborg var der ingen kampvalg om nogen som helst bestyrelsespost. Peter Bjerremand Jensen fra Horsens overtog posten efter Mads Christensen med lidt klapsalver. Måske ser vi fremtidens (For)-mand i dansk sejlsport? Peter har alderen og en succesfuld karriere bag sig. Med sit engagement i Horsens Sejlklub beviser Peter, at han er handlingens mand.
Vi kan kun håbe, han har format og styrke til at modstå papiradmiralerne i Brøndby, mens han bekæmper al dårligdommen og får trukket Dansk Sejlunion i en konstruktiv retning. I Peter Bjerremand Jensen ser jeg en ny formand, som kan overtage formandsstafetten nu eller senest om to år.
Hvis ej, får Hans Natorp nu de sidste to år som formand. Det tankevækkende er, hvor meget tid Natorp har lagt i Dansk Sejlunion de seneste par år, så meget at Natorp har været frikøbt fra sit andet virke. Nu, når Natorp også vil være næstformand i Danmarks Idrætsforbund, så undrer det mig, hvorfor er der ikke én eneste, der har løftet et øjenbryn og ytret sig? Jeg tolker det som om Natorp, hvis han vælges, under ingen omstændigheder kan bidrage med samme indsats de to næste år i Dansk Sejlunion. Det vil sige, vi accepterer en formand på deltid?
Er økonomien i Dansk Sejlunion en gyser?
Spørgsmålet opstår, fordi de fremlagte regnskaber ikke er transparente. Hvem bruger hvad og hvorfor? Eliten bruger mere end 50%, men hvordan? Det, blev forsamlingen ikke klogere på. Driften af Brøndby ser umiddelbart ud til at tage langt flere ressourcer, end hvad der bliver brugt på at fremme sporten ude i Sejler Danmark.
Efter mange gode år har TORM valgt at trække stikket. Den million kroner, Dansk Sejlunion tidligere fik fra Codan og forsikringsordningen, er også borte. Jeg tillader mig at antage, at den nye forsikringsordning langt fra spytter det i kassen, som den gamle aftale gav Dansk Sejlunion.
Oven i det findes skrækscenariet, at stadig flere klubber vælger Gråsten modellen, der betyder, at medlemstallet i Dansk Sejlunion kan risikere at styrtdykke de næste tre-fire år. Fra i dag ca. 50.000 medlemmer til måske 40.000 medlemmer? Så vil der mangle mange millioner kroner i Dansk Sejlunions kassen – borte for altid.
Hans Natorp siger at 1/3 af fremtidens budget er på plads, må vi alle stille bede og håbe, at de resterende 2/3 også kommer det. Vi er enkelte, der tvivler en lille bitte smule.
TORM prisen 2016
Det var velfortjent hæder, men kunne også opfattes som et ”hold kæft” bolche til ungdomsleder Ilene Eriksen fra Yachtklubben Furesøen? Faktuelt er der et ”Ungdomsoprør under opsejling”.
Lørdagen i Svendborg viste, at der hersker fortvivlelse blandt ungdomslederne rundt omkring i landet, alle som ikke mener, at Dansk Sejlunion giver nogen værdi overhovedet. De unge sejlere føler sig nu økonomisk udsultet i sådan en grad, at grænsen kan være nået.
Flere var på talerstolen og omtalte emnet. De markante frivillige ungdomsledere, som Pierre Baad Nielsen fra Aarhus, Jonas Döpping fra Egå og Ilene Eriksen fra Furesøen, alle tre, for ungdommen, ildsjæle, er ved eller har trukket stikket til det frivillige arbejde under Dansk Sejlunion. Nok er nok.
Det ligner et Dansk Sejlunion i havsnød, ikke bare økonomisk – men også organisatorisk hører jeg floskler, der tales meget om, hvad vi vil i Dansk Sejlunion, men ikke om hvordan vi skal lykkes?
Jeg ved godt, at forsvarstalen vil være elitens præsentationer. De er fine, der er medaljechancer i Rio, men med mit personlige kendskab til de forskellige teams, er resultaterne reelt skabt på trods af Dansk Sejlunion. Men det er en helt anden historie...
