I Hellerup Sejlklub holder medlemmerne naturligvis meget af at sejle. Ligeså vigtigt er det for de samme medlemmer at diskutere de lumske vindspring på Øresund bagefter. Når Øresund bliver for kold til mange timer på vandet, tager mange af klubbens medlemmer på ski og snakker om pisterne bagefter. Skisæsonen er ved at slutte, og nu skal medlemmerne igen til at nyde de mange timer på Øresund.
I morgen fredag den 4. marts 2016 afholder Hellerup Sejlklub sæsonens sidste afterski for alle sejlere og andre venner af klubben. Hovmester Mads søger for burgere og flæskestegssandwich, DJ Dennis spiller vinterens hits og sejlhallen er pyntet op i bedste St. Anton stil. Til at krydre den gode stemning får vi besøg af Hellerup holdet, Team Bygma Jena & Katja som er indstillet til OL i Rio. Rygtet på havnen er, at de godt kan lokkes til lidt dans på bordene i løbet af aftenen.
Katja og Jena kigger forbi festlighederne. Mon det bliver til dans på bordene?
Arrangørerne håber at se mange sejlere til en god og en sen aften - kom glad og nyd klublivet i Hellerup Sejlklub.