Ja, det kan da kaldes en udfordring, især når man er bekendt med de ringe budgetter, der er i filmbranchen. Som de siger i "Hvem vil være millionær?" på TV2: "Ring til en ven" - i dette tilfælde Henrik Jørgensen hos Tempo Både.
Jo, det havde Henrik da på lager, motoryachten "Lady Marjan", søsat første gang i 1986. Imponerende 92 fod stålskib med en luksusindretning og fyldt med ædle træsorter. 27,8 m lang, 5,90 m bred, en dybgang på kun 1,85 meter og en vægt på 86 tons. Jævnfør ejeren, Jørgen Bojesen, er det Danmarks største privatejede motoryacht, der kræver en Yachtskipper af 3. grad, hvis du også vil sejle med den. Den fine stand skibet er i skyldes, at Jørgen Bojesen selv er i den maritime branche og ejer af JB Marine, der leverer indretningselementer som døre, dørkarme, skylightrammer m.v. til diverse værfter, primært i Europa.
Flydende kulisse
Så to krav fra mailen, kunne hermed indfries. Motoryachten er indrettet i en klassisk stil, og der er træ overalt. Heldigvis var der ikke noget ønske om at komme ud og sejle. For med de 2 x V12 Mercedes motorer, kræver det med en marchfart på 9,5 knob 2 x 35 liter diesel i timen. Så filmbudgettet havde ikke holdt til nogen længere tur, men nu skulle den også kun være en flydende kulisse illuderende en varm sommerdag på en iskold januardag.
Lady Marjan kræver en Y3 for at kunne sejle hende. Foto: Nicolai Lassen.
Optagelserne gælder en fransk/engelsk/dansk web-serie med en fransk instruktør og manusforfatter. Statsgaranti for store følelser, masser af had og kærlighed på den franske måde. Optagelserne, der pågår om bord på "Lady Marjan", er blandt en scene med tre mænd, der spiser en let frokost og drikker snaps og en scene med en pige, som får tæsk af den ene mand, inden de to andre kommer og redder hende.
Filmen hedder "Kill skills" og er en 10 x 10 minutters serie, der skal vises på en af StudioCanals platforme. StudioCanal er den største distributør indenfor film og tv i Europa. Den er planlagt at skulle ud til sommer eller i sensommeren. Nå, mens du venter på dette store drama, kan du overveje at købe kulissen – det gode skib "Lady Marjan". Prisen er overkommelig, kun fire millioner kroner.