De næste to år får de maritime idéer i Halsnæs, Gribskov og Helsingør Kommune lidt mere vind i sejlene. Region Hovedstaden har beviliget 4,3 millioner kroner, mens kommunerne har fundet 1,1 millioner kroner. Kommunerne skal i samarbejde med organisationen Visit Nordsjælland stå for projektet: "Maritim Turisme oplevelsesøkonomisk produktudvikling, kommercialisering og professionalisering". Trods den lange titel går projektet ud på at støtte en række initiativer fra idé til forretning. Forretninger der gerne skulle udmønte sig i lokale arbejdspladser.
"Vi tror meget på, at hvis vi vil løfte området, så skal folk kunne se deres egen forretningside. Det hjælper ikke, at vi kommer og tager over. Vi kan kaste en bold op, men der skal være nogen, som griber den og som kan se muligheden for at skabe en forretning. Ellers bliver der ingen permanente arbejdspladser ud af det, og det er i sidste ende formålet med initiativet", siger Anni Kær Pedersen, leder af Vækst og Udvikling i Halsnæs Kommune.
Hundested Havn en varm sommerdag. Foto: Hundested Havn
Det er planen, at der i forået bliver lavet en idékonkurrence, hvor alle med en god idé kan byde ind. Foreslagene vil blive gennemgået af Visit Nordsjælland og Helsingør, Hundested og Gilleleje havne, der i samarbejde med lokale aktørere og idéholdere vil videreudvikle koncepterne. Der er en målsætning om at videreudvikle på 20 idéer i alt.
I havnemiljøerne er der allerede i dag en række mindre virksomheder med gode og innovative idéer. Dette potentiale skal udnyttes, idéerne skal kvalificeres og udbygges. Ambitionen er også at udvikle netværk på tværs af de tre kommuners havnemiljøer og udnytte synergieffekten af samarbejdet, så turismen når et helt nyt niveau på de lokale destinationer og i Nordsjælland. I havnene håber man, at de nye idéer vil tiltrække flere gæster og overnattende sejlere.