179 både er på plads i Las Palmas her ugen før starten går til årets ARC, hvor Rodney Bay i Saint Lucia er 'endestationen'. De sidste 23 deltagende både forventes at ankomme i løbet af de næste par dage, hvilket bringer det samlede antal op på over 200 i årets udgave af sejladsen.
Søndag ved middagstid blev den årlige international parade afviklet, og den åbnede officielt den 30. udgave af ARC (Atlantic Rally for Cruisers, red.). Der deltog besætninger fra 30 forskellige nationer, som alle var med til at skabe karneval atmosfære med flag og bånd, samt hornorkester i front.
Nu var det ikke kun 'fest og farver'. Flagene fra alle deltagende nationer gik til tops til lyden af en kanonsalve, og blev derefter sænket på halv, ledsaget af et minuts stilhed, i sympati med ofrene fra terrorangrebene i Paris. Umiddelbart efter kunne chefen for sejladsen, og World Cruising Club's direktør Andrew Bishop, erklærer årets ARC for 'åben'.
I respekt for de mange ofre fra terrorangrebene i Paris, blev der holdt ét minuts stilhed, og samtlige flag på halv. Foto: Anders Liebst
Jorden Rundt mellem 4 og 10 år!
Anders Liebst, som var på havnen i Las Palmas søndag, har sendt denne dugfriske rapport til Bådmagasinet:
Lars Taarnskov og Maria Hammer har tilbragt de seneste to måneder her i Las Palmas, med forberedelser til den 2700sm lange tur.
På spørgsmålet, hvad er planen? Henrik: "Jorden rundt, mellem 4 og 10 år. Vi får se, meget kan ske."
De har hjemhavn i Rungsted og der ligger små 10 års forberedelse bag dette. "Vi er på en lang tur, men det er klart at dette er et højdepunkt. Vi var her for 6 år siden, uden båd, for at snuse til stemningen, og nu er det vores tur" siger Henrik og Maria.
De skal være 6 mand om bord, og den sidste fulde routing-simulering viste 19 dages sejlads, men "den er nok lidt optimistisk" siger Henrik. "Hvis der stadig er østlig vind på næste søndag når starten går, så tager vi den direkte rute, og går ikke sydover for at fange passaten".
Båden er en Hollandsk 48 fods Van de Stadt Samoa, der "egner sig til formålet" slutter Henrik.
De øvrige deltagere tæller fra mindre både omkring de par og tredive fod, til helt op til over 100 fod.
Fam. Taarnskov på molen i Las Palmas her en uge før starten på årets ARC. Familien planlægger at være væk mellem 4 og 10 år på deres livs cruise. Foto: Anders Liebst