Det ligner en skandale af sjældne proportioner: Fem næsten identiske Open 60 både, alle helt nye og fra den samme designer, debuterede i Transat Jacques Vabre, som startede i sidste uge. Og allerede nu er fire af dem ude af racet.
Der er tale om både, der skal foile, i hvert fald delvis – de er udstyret med L-formede foils som reducerer deplacement og øger rettende moment. Til tider kan de her både mere eller mindre flyve!
Men dybe lavtryk med stærk vind og store bølger har medført rigtig meget "slamming", altså banken i bølgerne. Når farten er 25 knob og de otte tons både lander i en bølge på en tynd foil, er det svært at forestille sig, at noget ikke skal knække.
Monsterbølge
Det har det så også gjort. I flere tilfælde er det tale om alvorlige strukturelle skader; selve skroget er mere eller mindre revet op. {redmod} Informationerne er sparsomme så tidligt, men Hugo Boss var allerede på vej i nødhavn i Spanien, og var udgået, da en monsterbølge ramte båden.
Den kuldsejlede, og blev mod alle beregninger liggende med bunden i vejret!
Både Alex Thomson og Guillermo Altadill var inde i båden, og Thomson fik heldigvis fat i knappen som aktiverer svingkølen. Kølen gik i yderposition, og båden rettede sig op. Da den kom på ret køl, var riggen væk. En af foilene var revet af, al elektronik var død, og båden var fuld af vand. Vandet væltede ind igennem store sprækker i bådens bund.
Det var med andre ord på tide at komme væk. Heldigvis var de indenfor helikopter-radius, så de kunne hentes og flyves ind til den spanske kyst. Nu er Alex Thomson Racing Team dog tilbage ved vraget med en redningsbåd. Så vidt vides er de i færd med at bugsere resterne af båden mod land, men om det lykkes, ved vi ikke endnu.
Krise hos VPLP
Det er det franske designkontor VPLP som står bag designet af alle de havarerede både. De er alle bygget til Jorden-rundt sejladsen Vendée Globe, som starter om et års tid. Det er solosejlads, og tanken om at sejle alene i sydhavet i de her både er nok ikke så tiltalende for nogen. Så der skal ske noget!
To ting ting kan siges med sikkerhed: Der er krise på kontoret hos VPLP. Og der er brug for store ændringer i den seneste generation Open 60 både. Om de skal have foils eller ej er svært at sige, men der skal radikale forbedringer til, hvis foil-konceptet skal have livets ret i havgående racingbåde.