I sidste uge var flere 49erFX samlet ved Øresund for at deltage i en træningslejr, der blev afholdt efter DM i Hellerup. Træningslejren forløb dog ikke uden problemer - først var der stort set ingen vind, og da vinden så endelig kom, var den for hård til, at sejlerne kunne komme på vandet og træne. Da vinden endelig lagde sig igen og sejlerne kom på vandet, stoppede forhindringerne ikke for Ida Marie Baad og Marie Thusgaard. Under en sejlads faldt Marie ud af båden, og hun fik efterfølgende ondt i albuen.
Efterfølgende viste undersøgelser at Marie Thusgaard havde revet et ledbånd over, hvilket betyder pause fra sejlads i minimum en uge. "En uge føles i øjeblikket som en evighed, og jeg har aldrig savnet mere at komme på vandet. Tiden går med besøg til fys'en, øvelser for albuen og derudover "brænder jeg krudt af" på en motionscykel. Det går fremad med armen, og hvis vejret arter sig, kan vi komme på vandet igen i næste uge", fortæller Marie Thusgaard på holdets hjemmeside.
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard satser på at komme med til OL i Rio næste sommer
En skade kommer aldrig belejligt, men det er ærgerligt, da landsholdet i denne uge samles på Oure på Fyn for at være i træningslejr. Til lejligheden har Ida Marie Baad fået en erstatningsgast, så hun stadig kan træne med. Marie Thusgaard regner med at tilslutte sig træningslejren i weekenden, hvor hun vil følge træningen fra en gummibåd sammen med deres træner.
Sidste år var duoen ramt af, at Ida Marie havde en skadet fod efter et uheld i trapezen, hvor hendes fod sad fast i stroppen. Tre ledbånd blev dengang revet over, og Ida Marie var ude af stand til at træne på fuld tid i flere måneder.
Udtagelsessejladser lige om hjørnet
OL i Rio rykker tættere på for hver dag, og lige om lidt starter udtagelsessejladserne for 49erFX klassen. Første stævne, der tæller med i udtagelsen, er VM, der sejles i Argentina i midten af november måned. Det er ikke optimalt at få en skade så tæt på en et udtagelsesstævne, men Marie Thugaard er alligevel optimistisk: "Det er ærgerligt, og noget vi ikke kan gøre noget ved. Vi har trænet rigtig hårdt i den sidste måned, både fysisk og på vandet, hvilket vi nu er utrolig glade for, så denne ufrivillige pause ikke kommer til at betyde alt for meget".
I 49erFX klassen er der potentielt tre besætninger, der kan løbe med OL billetten. Det er Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, der i flere år har befundet sig blandt de allerbedste i klassen.
De danske 49erFX piger - kun en besætning kommer med til OL i Rio.
Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen har oplevet en meget stejl formkurve de sidste to år, og de har leveret varen flere gange - senest med en EM sølvmedalje. Søstrene Schütt fra Horsens har flere flotte resultater i år - blandt andet vandt de World Cup'en i april måned suverænt og seneste vandt de for-OL i Rio i august måned.