"Det er en kæmpe anerkendelse af vores projekt", siger formand for Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter, Hans Skou og fortsætter: "Udover at sejlsportscenteret vil være et arkitektonisk fyrtårn på Aarhus Ø, vil det give et markant løft til dansk ungdoms-, talent- og elitesejlsport og endelige vil vi med sejlsportscenteret få den ideelle base til at eksponere og præsentere sejlsport over for nye brugergrupper indenfor blandt andet børne- og unge området. Med andre ord er denne flotte gave fra Salling Fondene med til at realisere visionen om at åbne og synliggøre sejlsporten langt mere overfor hele Danmark".
Salling Fondene er den glade giver
"Det er et meget bredtfavnende projekt, som vil glæde de mennesker, som sejler – men også de, som holder af at kigge på. Et internationalt sejlsportscenter vil tiltrække mennesker fra nær og fjern og skabe store oplevelser i Aarhus – ligesom det vil bidrage til at lære børn og unge at færdes sikkert på havet. Fra Salling Fondene er vi meget glade for at kunne bidrage til, at sejlsportscenteret bliver en realitet", udtaler Karin Salling.
"Aarhus Internationale Sejlsportscenter bliver et centralt omdrejningspunkt for dansk sejlsport og hele livet omkring Aarhus Ø. Med donationen har Salling Fondene endnu engang bidraget til at sikre liv i byens nye bydel. Aarhus Internationale Sejlsportscenter vil gøre øge interessen for sejlsport som fritidsaktivitet og være et centrum for udvikling af kommende olympiske mestre. Sejlsportscentret bliver et centrum for ISAF VM for alle olympiske bådklasser i 2018 – en begivenhed der vil sætte internationalt fokus på Aarhus og ikke mindst de nye smukke arealer ved vandet", siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
Skal stå færdigt i 2017
Aarhus Internationale Sejlsportscenter er tegnet af arkitektfirmaet Entasis A/S. Sejlsportscentret skal opføres direkte ved Bugtpromenaden på Aarhus Ø og sigtet er, at det står færdigt i september 2017, samme år som byen indtager rollen som Europæisk Kulturhovedstad. Desuden skal sejlsportscentret i fremtiden være et centralt omdrejningspunkt for sejlsporten i Aarhus Bugten og udgøre en flot ramme for VM i samtlige olympiske sejlsportsdicipliner, når det afholdes i Aarhus i 2018.
Med bygningen bindes vand og by langt tættere sammen, og håbet er, at den vil løfte dansk ungdoms-, talent- og elitesejlsport og desuden synliggøre sejlsportens mange kvaliteter over for nye brugergrupper, ikke mindst inden for børne- og ungeområdet.
Fakta
Aarhus Internationale Sejlsportcenter vil få en meget spektakulær placering direkte på Bugtpromenaden på Aarhus Ø. Byggeriet påbegyndes efter sommerferien 2016 og det forventes, at sejlsportscentret står klar til indvielse i september 2017.
Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter, der skal eje og drive sejlsportscentret, er stiftet af Sailing Aarhus i tæt samarbejde med Dansk Sejlunion, Team Danmark, Idrætssamvirket Aarhus og Aarhus Kommune.
Sejlsportscentret, der er tegnet af arkitektfirmaet Entasis A/S, vil blive realiseret med væsentlige bidrag fra A.P. Møllers Fond, Salling Fondene, Nordea-fonden og Aarhus Kommune.