I forrige uge brød forhandlingerne sammen i Tuborg Havn, og den nystiftede forening Tuborg Yachtklub truede KDY og Carlsberg med at stævne dem.
Formanden for Yachtklubben Michael Lynenskjold har tidligere til pressen udtalt, "Vi har nu i to måneder forsøgt at finde frem til en løsning på økonomien og KDY's rolle i Tuborg Havn, men vi har måttet sande, at vi ligger meget langt fra hinanden i opfattelsen af, hvad der er ret og rimeligt".
Kapsejlere som gidsler
I forbindelse med X-Gold Cup, som afvikles fra Tuborg Havn midt juli, har KDY som vanen tro skrevet ud til de pladsejere som kunne tænkes at hjælpe X-Gold Cup med at flytte deres båd, så de mange kapsejlere kan få den fornødne plads i havnen.
Det opfordrer en samlet bestyrelse i Tuborg Yachtklub dem til ikke at gøre!
På Tuborg Yachtklubs Facebook side kan man læse:
KDY har skrevet til alle dem, som i forbindelse med X-Gold Cup i Tuborg Havn, skal flytte deres både til gavn for KDY og deres afholdelse af kapsejladsen.
Bestyrelsen i TUBORG YACHTKLUB er i den forbindelse blevet kontaktet af medlemmer om, hvorvidt de skal følge den vejledning - en enig bestyrelse mener ikke, at vejledningen skal følges, med bla. følgende begrundelser:
*KDY udviser ikke en seriøs interesse i at løse den mangeårige konflikt i Tuborg Havn.
*KDY udsætter og udsætter deres forslag til løsninger.
*KDY ønsker "et par dage" til at komme med et nyt forslag - det er snart to uger siden.
*KDY tjener penge på X-Gold Cup, men udgifterne skal vi betale.
*KDYs personale og Tuborg Havns havnefogde skal på overarbejde og vi skal betale.
*KDYs bestyrelse opfører sig som altid arrogant, trækker tiden ud, alt imens de bruger vores penge.
Vi har fået nok og må nu gribe til alle de metoder, vi kan.
Tak for jeres støtte.
Med venlig hilsen
TUBORG YACHTKLUB
Bestyrelsen
Bådmagasinet har været i kontakt med formanden for Tuborg Yachtklub Michael Lynenskjold som overfor Bådmagasinet i en mail skriver:
"Vi tager ingen som gidsler! KDY er vært for en kapsejladslads og må i den forbindelse sikre, at de har deres aftaler på plads. Det er ikke rimeligt, at KDY skal have alle indtægterne fra X-Gold Cup i Tuborg Havn, mens vi 150 anvisningsindehavere skal betale alle omkostningerne.
Vi har i flere år kæmpet for en løsning på konflikten i Tuborg Havn. Vi aftalte med KDY og Carlsberg, at vi havde en løsning på havnen senest den 31/5/2015, hvorfor alle var positivt stemt for X-Gold Cup - vi har stadig ingen løsning.
KDY må sætte tæring efter næring - hvis de vil holde kapsejlads i Tuborg Havn, må de også betale de omkostninger som er forbundet hermed - omkostninger som med rimelighed må antages at være præsenteret X-Yacht og derfor allerede betalt af X-Yacht. Vi truer ikke med en stævning, men udarbejdelsen af en sådan tager tid".
Ny-udnævnt daglig leder hos KDY, Mads Erhardt - som Bådmagasinet også har talt med, har følgende kommentar,
"KDY er da kede af den beslutning som TUBORG Yachtklub og nogle anvisningsrets-havere har taget, og vi er især kede af, at de har taget sejlerne som gidsler. Vi kan godt afvikle stævnet alligevel, men det ville da have været lidt lettere fra et logistikmæssigt synspunkt, hvis vi kunne samarbejdsvillighed fra anvisningsretshaverne.
Det er klart, at de mener at KDY har skylden, men det er jo dem som har forladt mæglingen. Vi forsætter med at arbejde med et oplæg, der kan komme alle tilgode. Vi er overbeviste om, at det bliver et godt stævne til trods for dette, og glæder os til at byde alle de flotte X-yachts velkommen i Tuborg havn", slutter Mads Erhardt.
Ønsker du at kommentere på denne artikel, kan det gøres på Bådmagasinets Facebook side.