Projektleder Katrine Kock Frandsen udtaler: "De forhold der er i Ringkøbing-Skjern Kommune for at dyrke vandsport, er helt unikke. Der er de stille smukke åer, den levende fjord, med store områder hvor man kan bunde og ikke mindst det brusende Vesterhav. Der er noget for enhver smag og til ethvert temperament. Det skal være naturligt at benytte sig af de unikke muligheder og oplevelser der ligger lige uden for døren. Så derfor vil vi gerne introducere vandsport til skoleelever i kommunen"
En sjov oplevelse
Her år ét i projektet, kommer ca. 120 elever fra kommunen gennem WaterZ skolen. De skal ud og have en sjov oplevelse med vandsport og lærer hvordan de skal forholde sig, hvis noget går galt. Som afslutning på deres deltagelse, vil de blive inviteret til et skole mesterskab som vil blive afholdt den 3. september i Hvide Sande. Her bliver vinderen af den store skolepokal fundet.
Skole mesterskabet ligger sammen med vandsportsfestivalen, hvor deltagere fra det meste af Nordeuropa vil deltage. Eleverne vil til skolemesterskabet få muligheden for at møde nogle af verdensbedste windsurfere og se hvor vidt man kan drive f.eks. windsurfing.
De første klasser har haftt undervisning i sidste uge i Hvide Sande. Skolemesterskabet og WaterZ festivalen med verdensmesterskab i bølge og freestyle windsurfing for juniorer er i perioden 3.-12. september 2015.
"Vi glæder os meget til at byde eleverne velkommende og vise dem de muligheder der ligger lige udenfor deres dør. Jeg er sikker på de vil få en sjov og god oplevelse sammen med deres venner og måske på sigt giver det nogle lokale internationale vandsportsstjerner" – slutter projektleder, Katrine Kock Frandsen
WaterZ afvikles af Holmsland Klit Turistforening med Sport Event Denmark og Ringkøbing-Skjern Kommune som samarbejdspartnere.