Øresundsugen var engang en af de største sejlsportsbegivenheder i Danmark. Første gang afholdt i 1898. Sidste gang der blev sejlet var i 1972, nu genopstår Øresundsugen. Initiativtagerne bag Øresundsugen er i skrivende stund ved at sammenflette et program, hvor der er masser af maritime aktiviteter, tilbud og oplevelser.
Planen er at fylde en hel uge med arrangementer langs Øresundskysten. Det foregår i ugen 8. til 16. august 2015. Allerede nu er der cirka 30 arrangementer i støbeskeen. Alt fra gamle træskibe til havnefester, tur- og kapsejlads. Alle arrangementer vil bidrage til en festlig uge med masser af både på Øresund og liv på havnene.
Kæmpe havne- og sejlerfest
Det hele ender med et brag af en fest i Københavns Havn den 15. august 2015. By og Havn har velvilligt givet Øresundsugen plads omkring Toldboden og i Østbassinet, så alt der kan flyde, krybe og gå er velkommen til at deltage i denne sejlerfest. Der er åbent på Toldboden hele dagen, og efterhånden som bådene ankommer til Københavns Havn og får lagt til i østbassinet omkring Langeliniekajen, bliver Toldboden fyldt op af glade sejere, der gør klar til fest.
Klokken 17.00 er der samling for alle sejlere på Restaurant Toldboden med præmieuddeling, vin, vand eller øl, og ganske få taler. Det fortsætter med musik og fest til den lyse morgen. Billetter kan bestilles her.
Et udsnit af de aktiviteter der er undervejs i Øresundsugen:
- Lørdag den 8. august - Nyhavns-Skipperlaug holder Åbent Skib og Fyraftenssejlads for ungdommen
- Weekenden den 8-9. august - Svanemølle kredsen arrangerer Big Boat Stævne
- Lørdag den 8. august - Øresundsmesterskaberne
- Lørdag den 8. august - Dragør Sejlklub et kitesurf arrangement
- Lørdag den 8. august - Hornbæk Sejlklub afholder Krebsesejlads med omvendt respit
-
Mandag den 10. august - Ballad klubben afholder "Kapsejlads for Sjov" fra Svanemøllen. Alle er velkomne, der er plads ombord.
- Torsdag d. 13. august Torsdagskapsejlads.
- 14.-15. august Yachtklubben Furesøen arrangerer Zoom8 og 29er sejlads.
- 14.-15. august Rungsted Sejlklub, Familie sejlads for børn og voksne med sejlads fra Rungsted via Kyrkbackan til København. Indlagte udfordringer for børn i alle aldre på Ven.
- 14-15. august KDY afholder Watski 1-2-3 sejlads med fest fredag den 14. august på Flakfortet.
- Lørdag den 15. august - Amaliehaven danner rammen om et maritimt loppemarked.
- Lørdag den 15. august - Hornbæk Sejlklub af Monte Carlo start fra Hornbæk til Cph.
- Lørdag den 15. august - KDY afholder M32 Cup fra Tuborg og sejlads til København.
- Lørdag den 15. augst - Langelinie lystbådehavn + Lynetten, Sejladsen "Rundt om forterne".
- Weekenden 15.-16. august - Sletten/Nivå/Vedbæk afholder Kona windsurf arrangement
- Langelinie havn: Rundt om forterne samt Hallberg Rassy træf
- Skovshoved Sejlklub er ved at arrangere for Hobies- og A-cats
- og mere er på vej...