Den 29. og 30. Juni får Dyvig Bro fint besøg. Dyvig Bro på Nordals er blevet spurgt om, de vil vel være vært for optakten til Europamesterskaberne for de klassiske America's Cup både. Det har de naturligvis takket ja til.
Ikke mindre end 14 af 12mR bådene, som klassen hedder, har meldt deres ankomst. Det er deltagerrekord i nyere tid. Faktisk skal man helt tilbage til før 2. verdenskrig for at finde et større antal deltagere af disse smukke både, samlet på et sted.
Dyre smukke både
Bådene har en besætning på 15-16 mand. Bådene er ejet af forskellige rigmænd eller organisationer. Prisen på en 12mR er omkring 15.000.000 kr. Dertil koster den cirka en lille million i årlig driftsomkostninger.
Selve bådene er bygget i årene omkring 1930-40erne, og har en spændende livshistorie. Der har været mange kendte ejere igennem tiden, og flere af bådene har været sunket og næsten glemte, hvorefter de er blevet opkøbt og restaureret med respekt for det originale.
Topsejlere dyster med
Besætningerne tæller flere kendte danske og udenlandske topsejlere. Blandt andet Jesper Bank, der stiller med flere af hans tidligere OL sejlkammerater. Stig Westergaard som endnu er den eneste dansker, der har været skipper på Volvo Ocean Racet. Chris Winter som er en kendt new zealandsk sejler og tidligere træner for det finske OL team. Det er blot nogle af de mere kendte deltagere.
Følg sejladserne og se de smukke både
De smukke både kan allerede ses fra weekenden op til uge 27, hvor selve racet foregår den 30. Juni ude i Alsund. Hvis man gerne vil se kapsejladsen fra landsiden, er der gode muligheder ved Lønse maj feriekolonien på Nordals.