Vallensbæk Sejlklub står klar til at modtage 135 jollesejlere i weekenden, når der sejles TORM Junior Grand Prix. Med 73 joller udgør A-optimisterne som forventet hovedfeltet, mens Zoom8 med 35 tilmeldinger overrasker positivt. Til gengæld har stævneledelsen, med beklagelse, besluttet at droppe Feva og Tera denne gang på grund af manglende tilslutning.
Sejladserne kommer til at foregå på to baner, der bliver udlagt øst for havnen. En for A-optimisterne og en anden for B-optimisterne og Zoom8'erne.
Masser af aktivitet for landkrabberne
Der vil naturligvis være et livligt mylder ved slæbestedet, når de mange jollesejlere stævner ud ved 10-tiden lørdag og 9-tiden søndag og kommer tilbage om eftermiddagen. Vejret ser heldigvis ud til at være med arrangørerne og de unge sejlere. Vejrudsigten lover jævn vind på 6-7 m/s fra SV.
Der bliver liv og myldretid på slæbestedet Foto: Steen Hillebrecht, Vallensbæk Sejlklub
Mens sejlerne er ude på bugten, er der en masse spændende aktiviteter, både til lands og i havnebassinet, for børn og teenagere, der kigger forbi havnen under stævnet.
Dansk Sejlunion kommer forbi med deres aktivitetstrailer og arrangerer sejlads og leg med surfbrætter, sit-on-top kajakker og SUP boards. Våddragter og svømmeveste vil kunne lånes. SUP står som bekendt for Stand Up Paddle, og er den hurtigst voksende vandsport på verdensplan. I korthed går det ud på, at man står op på et surfbræt og padler sig frem med en pagaj.
Prøv opti-simulatoren
OCD's nye optimist-simulator kan prøves første gang øst for Storebælt, når den bliver opstillet på havnen i Vallensbæk. I simulatoren kan en potentiel sejler prøve at sejle Optimist på stedet. Det har den store fordel, at der skal ikke ske omklædning eller indkøb af svømmevest og tøj – det er bare at hoppe op og prøve.
OCD's nye simulator har allerede været brugt flere steder i landet. Foto: Jonas Döpping
Træneren kan stå ved siden af og hjælpe sejleren på plads i jollen, vise, hvordan man holder rigtigt og så videre. I Vallensbæk Sejlklub håber man på, at simulatoren kan give ungdomsafdelingen nogle nye medlemmer.
Simulatoren har allerede været på besøg i Egå, Aarhus, Marselisborg, Horsens og Faaborg, hvor den er blevet godt modtaget.