Netop som foråret rammer Aarhus for fuld styrke, afholdes et vandsportsevent for alle på byens nye hotspot. Det sker nu på fredag den 1. maj (Store Bededag), når Surf Agency for tredje gang afholder Open SUP Race Aarhus. Arrangemenet afholdes i Bassin 2 ved Navitas.
SUP står for Stand Up Paddling og er verdens hurtigst voksende vandsport. Nu også i Aarhus er denne nye vandsport begyndt at boome sin vej frem. Spørger man Michael Allman, medejer af Surf Agency, er årsagen klar: "Stand Up Paddle-surfing er ny, sjov og nem at gå til. Alle kan ha' det sjovt med SUP'ing - og så er det rigtig god træning for hele kroppen!".
SUP er god motion
På fredag kan alle interessede komme forbi Bassin 2 og prøve sporten gratis, Surf Agency stiller både med udstyr og instruktører. Sidste år var over 500 Aarhusianere i alderen 3-65 år med ved eventet, hvor der blev hygget til sprøde DJ-tunes på den solbeskinnede sidside af Navitas. De, der tør, kan stille op i 'Fun Race' som er for alle og igen i år vil de professionelle dyste i elite-racet.
Alle kan SUP
Open SUP Race Aarhus er en del af et landsdækkende event i fem byer arrangeret i samarbejde med Dansk Surf & Rafting Forbund (DSRF). Målet med eventet er at vise en ny sjov måde at lave vandsport på, så endnu flere kan få glæde af SUP. Som Michael Allman siger: "Alle, der kan gå, kan starte på SUP, uanset erfaring".
Praktisk info
Tilmelding til at prøve gratis SUP er ikke nødvendig, bare mød op. Der stilles gratis udstyr til rådighed på dagen: Våddragter, redningsveste, paddles og forskellige typer SUP boards.
Tilmelding til Elite-race kan ske her eller på dagen.
Program
10:00 – 11:00 – Kom-og-prøv SUP gratis!
11:00 – 13:00 – Elite race (Junior/woman)
13:00 – 14:00 - Kom-og-prøv SUP gratis!
14:00 – 16:00 – Elite race (men open/master(40+))
15:00 – 16:00 – Fun race for begyndere (ingen tilmelding nødvendig)
16:00 – 17:00 - Kom-og-prøv SUP gratis!
Mad og drikke kan købes på eventpladsen. Der vil være DJ-musik og god chill-stemning hele dagen. Ansigtsmaling for børn.