Sønderborg Lystbådehavn Amba. er i dag i sejlernes hænder efter en langvarig overtagelsesproces, hvor havnens klubber og sejlerne lykkedes at overtage havnen fra kommunen.
Inden da havde sejlerne selvfølgelig frygtet, at kommunen ville have solgt havnen til en privat investor, men klubber, sejlere og kommune blev heldigvis enige, og i dag er sejlerne 100 % ’herrer i eget hus’ til glæde ikke kun for sejlerne, men for hele lokalsamfundet omkring havnen.
Sønderborg Yachtklubs årsskrift er lige kommet på gaden, med årsberetninger, regnskab m.v., samt en status for lystbådehavnen. Heri fortæller formanden for havnen Hardy Nielsen, Sønderborg om hvordan det er gået.
Med overtagelsen overtog klubben ikke bare det fysiske havneanlæg, men med i købet fulgte en havnekultur, indgroede måske endda fastgroede vaner. Og man kommer ikke udenom, at meget på det område er en følge af det kommunale ejerskab med kommunen i rollen som havnebrugernes fælles modpart. Sådan er det ikke mere, nu er vi alle i samme båd (amba’et) med fælles ansvar for at holde båden flydende og på ret kurs.
Det kræver en omstilling, hvor hver især må tage ansvar for, at finde balancen mellem ens egne interesser og det fælles projekts interesser. Det er ikke altid lige nemt, men skal det fælles projekt lykkes fuldt ud, er det vigtigt med denne balance.
Havnen glæder sig over en stigning i gæsteantallet, som har ligget noget over det for regionen. Det gode vejr har haft en del af skylden, men samtidig har havnens ry blandt sejlerne fået et løft, hvilket skylde en stor indsats både fra havnens personale samt frivillige kræfter fra engagerede havnebrugere, således at alt fungerer og der ser pænt og ordentligt ud.
Overordnet står havne med de samme udfordringer og strukturelle problemer som resten af branchen, med behovet for en foryngelsesproces og nettotilgang af nye sejlere.
I løbet af 2014 er der blevet betydeligt flere ledige pladser til rådighed, men der er alligevel en god ’omsætning’ af ledige havnepladser, og man glæder sig over at der er liv i markedet
Havnens gode økonomi betyder, at selvom man har store broreparationer foran sig, så vil det ikke være nødvendigt at låne til finansiering af arbejderne.
Samtidig bliver også i havnens beretning fremhævet dent store betydning klubbernes og især Sønderborg Yacht Clubs aktiviteter har for havnen, dens liv og image.
Sønderborg Lystbådehavn er et godt eksempel på, hvordan en lystbådehavn kan drives og udvikles, når det er sejlerne selv, som ejer havnen og stør for drift og udvikling.
Og en succesfuld lystbådehavn skaber tillige værdi for lokalsamfundet, som har fået en attraktion og et aktivt centrum for søsportsaktiviteter til glæde for borgerne. Samtidig sikrer man, at havnepladserne holdes på et rimeligt prisniveau, der er med til at sikre at folk fra alle dele af vores samfund kan involvere sig i sejlsport og fritidssejlads.
Klubber, sejlere og kommuner andre steder i Danmark, kunne måske med fordel kigge lidt nærmere på det gode eksempel i Sønderborg, som er et godt eksempel på, at en havn bedst drives af sejlerne selv.
Alle fotos er fra havnens galleri.