I Assens Sejlklub har man i et par år arbejdet på at skaffe penge til at fremtidssikre klubbens ungdoms-aktiviteter. Med et legat fra LAG-midlerne, og opbakning fra det lokale erhvervsliv, er det nu lykkedes at rejse de ca. 400.000 kr. projektet kræver.
Formålet med projektet er primært at forstærke klubbens tilbud til de unge sejlere. Indtil nu har klubben på traditionel vis tilbudt sejlads i Optimist, Tera og Feva joller, mens der har manglet noget attraktivt at sejle i for de ældre børn/unge, og for de børn/unge som ikke har lyst til at sejle alene.
Det råder anskaffelsen af 2 nye Seascape18 bod på, og der er flere grunde til at valget faldt på den.
Unge skal lære at sejle kølbåd allerede fra en tidlig alder, hvilket gør klubbens tilbud til børn og unge meget mere komplet, og som et supplement til joller og surf. Foto Gynther Philipsen
Behovet var først og fremmest en lille båd, som de unge kunne håndtere i en tidlig alder. Dvs. fra ca. 10 år med instruktør ombord, og fra ca. 13 år med gradvis mindre vokseninvolvering. Det skulle være en sportslig båd som er let og sjov at sejle, og som med gennaker let kommer op at plane, og samtidig er stabil og sikker.
Seascapen har også den fordel, at den har en lille tør kahyt, og på grund af svingkølen vil den være perfekt til sommerture rundt i Lillebælt med overnatning i båd eller på strand. Vægten inkl. trailer på750 kgbetyder at den er nem at køre efter almindelig personbil.
Klubben forventer derfor at de nye både vil blive brugt alsidigt til mange nye aktiviteter bredt i klubben. Lige fra de alleryngste medlemmer, som kan få de første ture på vandet i trygge rammer med instruktør, til de store unge der selvstændigt vil kunne råde over og sejle bådene selv, til de sporty voksne i sejlerskolen.
I Assens tror man tiltaget vil skabe ny begejstring for sejlads i klubregi, og at man over nogle år vil se mange flere unge mennesker komme i klubben.
Bådene bliver leveret fra værft i slut januar, så der er god tid til at bundmale og sætte sponsor-klistermærker på, og så håber man blot på et tidligt forår.
Hvis andre klubber overvejer anskaffelse af mindre kølbåde til ungdomsarbejdet eller andre aktiviteter, så kan man se Seascape18 udstillet på Boat Show i Fredericia ultimo februar.
Seascape 18 har også en lille kahyt, så klubbens unge sejlere kan sejle weekend og sommertur i den. Og den pga. sænkekølen komme ind på lavt vand, så man er ikke afhængig af at komme i havn. Foto Per Cederberg