Det var en glad og stolt formand for Aarhus Sejlklub Per Risvang, der bød små 100 gæster velkommen til dagens arrangement, hvor Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen fik overrakt prisen for årets sejlsportspræstation.
Sådan skal det gøres
Det var et rigtig flot arrangement som Aarhus Sejlklub havde stablet på benene, og så på ganske få dage. Det er helt nyt at denne pris overrækkes ude lokalt i sejlklubben, men efter Bådmagasinet (i sidste uge, red.) har overtaget hovedsponsoratet efter Bella Centeret, skal der ske noget nyt.
Det var lige efter bogen. Korte men gode taler, lidt mad og en kølig fadøl samt godt sejler-selskab, hvad mere kan man ønske sig.
Per Risvang bød velkommen, men gav straks ordet til Aarhus' Rådmand for kultur Rabih Azad-Ahmad, som på pæn politiker måde ønskede de to glade prismodtagere tillykke. Jens Erik Hansen repræsenterede Dansk Sejlunion, og efter en go' tale af Jens Erik Hansen, blev det deres udsendte der fik lov til at slutte af, samt overrække den eftertragtede check på kr. 25.000
Afslutningsvis holdt pigerne en fin takketale, hvor de kom 'hele vejen rundt' - sponsorer, trænere, Dansk Sejlunion, Team Danmark, Aarhus sejlklub, Bådmagasinet og naturligvis deres forældre ...
Prisen fortjener mere opmærksomhed
I samarbejde med Dansk Sejlunion har vi valgt at rykke denne event ud i den lokale sejlklub, og jeg skal love for Aarhus Sejlklub havde sat alle sejl til. Prisen er ubetinget den mest prestigefyldte pris vi har i dansk sejlsport, så det er på tide der bliver skabt mere opmærksomhed på prisen.
Det handler jo om de bedste danske sejlsportspræstationer ude på kapsejladsbanerne for et helt år, og der bliver virkelig vundet meget af de danske sejlere rundt omkring i verden.
Bådmagasinet glæder sig i samarbejde med Dansk Sejlunion at udvikle måden dette her skal gøres på, men efter dagens arrangement i Aarhus er det svært at gøre det meget bedre.
Se fotogalleri fra dagens arrangement i Aarhus Sejlklub her