Endelig landende sagen omkring Sejlsportsligaen, og indkøb af 7 nye J/70 som der skal sejles i. Allerede den 23. januar kunne vi her på Bådmagasinet fortælle nyheden, men før den endelige underskrift kunne sættes på kontrakten har DS bestyrelsen været i et stort internt slagsmål.
Den daglige ledelse har arbejdet ud fra det mandat, bestyrelsen tidligere har givet, og den præsentation som blev givet på DS Klubkonferencen i Vingsted tilbage i november måned. (læs her) Her blev ligaens 18 klubber fundet, de sidste 5 ved lodtrækning. Der har været afholdt flere møder i den nyoprettede ligaforening, senest i Odense i januar måned.
Alligevel har der været meget uro i bestyrelsen omkring hele Sejlsportsligaen, hvor de hektiske diskussioner har fløjet frem og tilbage over Storebælt. Flere i bestyrelsen har stillet spørgsmål ved hele konceptet bag Sejlsportsliagen, og lige til det allersidste har det været et åbent spørgsmål om projektet overhovedet overlevede?
Formand Hans Natorp har hele vejen igennem forsøgt at opnå konsensus, hvilket isoleret set er yderst sympatisk. Regelsættet siger ellers, at et almindeligt flertal er nok, til at træffe beslutninger i bestyrelsen, selv disse meget omfattende af slagsen.
For en gang skyld er det ikke økonomien, som tynger projektet. Peter Wolsing har med ekstern hjælp været ud og skaffe det økonomiske grundlag for indkøb af de 7 J/70ere. Der er stadig et stykke vej før hele Sejlsportsliga budgettet er på plads, men økonomien til det sportslige er ifølge mine oplysninger, stort set på plads.
Alle i dansk sejlsport skal glædes over beslutningen, det er første vigtige skridt i genfødselen af vores fælles interesser på vandet.
Jeg stiller bare spørgsmålene: Hvorfor har det været så omstændigt ? Hvorfor skal det tage så lang tid? Hvorfor DS?
Det er i mine øjne arbejdsprocessen op til weekendens beslutning, som viser at DS bestyrelsen har alt for meget magt i forhold til den daglige ledelse. Pålidelige kilder i og uden for bestyrelsen fortæller om et mareridtsagtigt forløb, hvor projektet er blevet vendt igen og igen og igen...
Har bestyrelsen frataget den daglige ledelse med Mads Kolte Olsen al magt og beslutnings kompetence? Forløbet omkring indkøb af materiel til Sejlsportsligaen siger i hvert fald, "Ja".
Det virker som om generalsekretæren, alene er sekretær for formanden og resten af bestyrelsen. Det er ikke godt for fremtiden i dansk sejlsport. Den hæmmer muligheden for hurtig udvikling smidige beslutninger i forhold til de mange glade mennesker, der gerne vil på vandet.
Det ville klæde formand Hans Natorp, hvis han brugte den kommende generalforsamling i DS til at melde ud, at bestyrelsen fremadrettet alene ville træffe de overordnede strategiske beslutninger, og hermed give den daglige ledelse og Mads Kolte Olsen albuerum til at disponerer til gavn for dansk sejlsport.