På fredag den 24. januar 2014 kan Taarbæk Sejlklub fejrer klubbens 75 års jubilæum. Festlighederne markeres med en reception på lørdag den 25. januar på Taarbæk Kro i tidsrummet 15.00-17.30 - kroen var også stedet, hvor sejlklubben blev stiftet tilbage i 1939. Taarbæk Sejlklub blev optaget i Dansk Sejlunion i 1941. I dag har klubben i underkanten af 300 medlemmer og en særdeles aktiv ungdomsafdeling, hvor der blandt andet sejles i optimistjoller og Yngling. Seneste tiltag er en seniorskole med to H-både.
Stor fest til sommer
Formand for Taarbæk Sejlklub, Jens Stephensen, udtaler til Bådmagasinet: "Vi afholder som sagt en mindre reception på fredag, hvor vi har inviteret nogle af vores naboklubber og selvfølgelig medlemmerne. Vi venter med den store festivitas til sommer, hvor vi har flere spændende arrangementer på programmet. Når vi kommer frem til juni måned, skal vi afholde Danmarksmesterskab i Yngling. Mr. Yngling aka Jørgen Ring er tilbage i klubben som ungdomsleder, og han gør et helt fantastisk arbejde med de unge - de går hårdt til den i juniorafdelingen. Planen er at holde jubilæumsfesten i forbindelse med Yngling DM, hvor også vores havn har 150 års jubilæum. Derudover skal vi afholde et Knarr stævne i august måned".
Fremtiden
Omkring fremtidsplanerne for sejlklubben, fortæller Jens Stephensen: "Vi har altid været meget fokuseret på ungdomsarbejdet - at skabe mulighed for de unge i Taarbæk at komme på vandet. Vores nærmeste nabo er en skole, hvor der går 200 elever til og med 6. klasse. Dem, starter vi nu et forløb op med, så de kan komme ud at sejle. Derudover håber vi, at flere voksne sejlere vil deltage i vores seniorafdeling med de to H-både".