Med det fornyligt afsluttede America's Cups er interessen for katamaraner verden over steget markant. Her i Norden arbejdes der også på at etablere en ny professionel serie i katamaraner, kaldet M-32 Cup(Marström 32). M-32 serien præsenteres som en professionel serie, som skal repræsentere Skandinaviens bedste sejlere - du kan læse meget mere om M-32 Cup i oktober udgaven af Bådmagasinet, som kan købes elektronisk her.
Aschenbrenner tester M32
Senest var det danske matchracehold, Team Trifork, inviteret til Hönö ved Göteborg for at teste båden. Joachim Aschenbrenner fortæller om M32'eren: "Vi blev spurgt om, vi ville have en prøvetur i M32eren, hvilket vi ikke kunne sige nej til. Vi havde nær perfekte sejlforhold ved Hönö den eftermiddag med sol og 6-8 m/s. Turen foregik i selskab med Mathias Rahm, som i år vandt den første udgave af M-32 Cup'en og har tidligere været blandt toppen inden for matchrace. Det er en meget livlig båd med rigtig god acceleration som især mærkes, når man falder af fra kryds til læns. Når man sejler båden, er der hverken tid til at nyde udsigten eller kigge på fartmåleren. Man kan også se, at båden består af mange af de nyere udviklinger heriblandt kurvede daggerboards derudover er mange af systemerne lavet på en smart og simpel måde".
Der er godt med fart på
Opvisning for den svenske konge
Udover en prøvetur i M-32eren var sejladsen også en del af en opvisning for den svenske konge, som denne dag besøgte Hönö blandt andet for at opleve katamaranerne. I alt var to M-32ere på vandet, hvor Team Trifork sejlede i den ene, mens Frederik Lööf (OL-guldvinder 2012, Starbåd) sejlede den anden båd.
M-32 med Team Trifork om bord
Om sejladsen udtaler Mattias Rahm (Vinder M32Cup 2013): "To mycket bra besättningar på havet i varsin M32. Fredrik Lööf i den ena och Joachim Aschenbrenner i den andra. Svenska kungen, Carl den XVI Gustav var på plats och var mycket imponerad. De syns, att Joachim och hans team både är talangfulla och har erfarenhet".
M-32 Cup
M-32 Cup har intentioner om næste år at samle op mod ti hold til at deltage, og arbejder ihærdigt på at brede serien ud til hele Skandinavien. Idéen er hovedsageligt at skabe en tilskuervenlig katamaranserie i Skandinavien, hvor man samler de bedste sejlere, ligesom Extreme Sailing Series har haft succes med på den globale scene.
Om en fremtidig deltagelse i M-32 Cup udtaler Joachim Aschenbrenner: "M-32 Cup er uden tvivl meget interessant og har potentialet til at blive til det, som organisationen bag sigter efter - samlingen af Skandinaviens bedste sejlere og en platform for sponsorer. M-32 Cup tilbyder underholdende sejlads - både for sejlere og tilskuere. Lige nu er vores primære fokus fortsat matchrace, hvor vi arbejder mod vores mål om at blive en del af og vinde Alpari World Match Racing Tour".