Er drømmen at lære at sejle, skal du tilmelde dig Marselisborg Sejlklub Sejlerskoles infomøde den 23. april klokken 19.00. Det har 26 kommende sejlere allerede gjort.
At Danmark er en søfartsnation med traditioner, der går tusindvis af år tilbage, fylder ikke meget i de flestes bevidsthed. Men på trods af dette ligger eventyrlysten lige under overfladen hos de fleste, og søfartsgenet vækkes til live, når vi ser et skib på vandet. Netop Aarhus Bugten har nogle af Europas bedste forhold for fritidssejlere. Og lige nu er det helt rigtige tidspunkt, hvis man vil udleve drømmen om at lære at sejle.
Retter blikket mod sommer til søs
Det har 26 kursister på Marselisborg Sejlklubs Sejlerskole opdaget. De har sagt farvel til vinter og kulde og retter blikket mod sol og sommer til søs. Fokus er dog ikke hektisk kapsejlads men derimod en målrettet og praktisk undervisning i, hvordan man sejler en sejlbåd sikkert og komfortabelt. For nybegynderne starter undervisningen med det helt basale. Men allerede første aften vil man opleve, hvordan det er at sejle en båd som Skipper. Naturligvis under kyndig vejledning.
Formanden for sejlerskolen, Åge Thorborg, fortæller: "Vi ser en solid tilgang af kursister af alle slags. Lige fra unge mennesker i tyverne til pensionister, der søger nye eventyr. Faktisk ser vi også en del ægtefæller til erfarne sejlere, der gerne vil lære at sejle selv", og han fortsætter: "Vores mission med sejlerskolen har fra starten været at få flere på vandet. Derfor er den brede sammensætning af kursisterne meget glædelig. Hos os er alle velkomne".
Flere vil lære at sejle
Sejlerskolen har i de senere år løbende udvidet antallet af skolebåde. Og man har bevidst valgt at bruge både, der kan sammenlignes med dem nogle af de kommende sejlere måske selv senere anskaffer sig.
Men udviklingen stopper ikke her. Sejlerskolen, som er en del af Marselisborg Sejlklub, er tilknyttet Dansk Sejlunion. Og senest er der igangsat et certificeringsforløb, som bl.a. skal dokumentere, at kursisterne møder veluddannede instruktører og sejler i veludrustede skolebåde.
Det kan nås endnu
2013 sæsonen starter med et informationsmøde den 23. april klokken 19.00, som man kan tilmelde sig via sejlklubbens hjemmeside. Der er fortsat ledige pladser, hvis det slumrende søfartsgen er blevet vakt til live.