Grænseløst dumt

 Dansk Sejlunion er ikke nogen "bolsjebutik", men en organisation som omsætter for lige omkring 40 mio. kroner i et OL år. 40 mio. kr. i omsætning og 700. 000 kr. i underskud, herregud verden falder ikke sammen. Set i det perspektiv og med de mange ekspansive visioner fra bestyrelsens side er underskuddet i den størrelsesorden alene en investering i fremtiden.

Hvis blot bestyrelsen havde meldt klart ud, så ville mange nok brokke sig højlydt. Men ingen kunne pege fingre af bestyrelsen, så det er næsten hele problemet nu. Formand Hans Natorp har også lagt sig fladt ned overfor Bådmagasinet, idet han udtaler: "Det ærgrer mig voldsomt og er møg irriterende".

Underskuddet kommer til at overskygge alt andet i den kommende tid. De mange, der mener, at Dansk Sejlunion er dybt inkompetente, har fået masser af frisk ammunition. Og tro mig, der er mange sejlklubber, der både kommer med brænde og benzin til det bål.

Det bliver en udfordring

Udfordringen, bestyrelsen har bragt sig selv ud i de kommende år, er, at det ikke bliver nemmere at rette skuden op (undskyld, venner). Faktuelt siver antallet af aktive sejlere, medlemsskabet daler sikkert men støt i den forkerte retning. En enkelt klubformand kan da godt blive lidt bekymret, når Hans Natorp udtaler som formand: "Der er lagt en fireårig plan, så vi kan genopbygge egenkapitalen til det niveau, der var før årets underskud, og vi opretholder de aktiviteter, der er sat i gang".

Bådmagasinet har taget en uvidenskabelig stikprøve på Øresund, ingen har rigtig lyst til at snakke om "deres" netto medlemsfald. Men lidt tællende på fingrene siger, at danske sejlklubber mister minimum 3.000 medlemmer de næste 12 måneder, sikkert også det dobbelte – måske mere?

Sejlklubberne er vigtige for unionen

Sejlklubbernes medlemstal er en af nøglerne til Dansk Sejlunions fremtidige økonomi. Sejlklubberne bidrager alene med lidt over 5 mio. kroner, alligevel løftes indtægterne til over 6 mio. kroner i budgettet! Dansk Idræts Forbund (DIF) kommer med 5,4 mio. kroner. 6.2 mio. kroner kommer fra pengekasserne hos Sport Event Danmark, Undervisningsministeriet, Portostøtte/Bladpuljen, Sponsorer og diverse fonde.

Så har Dansk Sejlunion forstået at få en solid købmandsforretning op og stå, i salg af blandt andet kanalbeviser og målerbreve med meget andet. Alt i alt en samlet indtjening på 21 million kroner, eller 350 kr. pr. medlem i en klub under Dansk Sejlunion fra baby til olding.

En stor del af disse indtægter er bestemt af antal hoveder, så forsvinder der 3.000 hoveder, mister Dansk Sejlunion altså cirka 1 million kroner i 2013, 2014 og alle årene fremover til denne tendens vender!

Sejlsporten skal gøres chick og moderigtig

Desværre betyder sejlsportens demografiske sammensætning og samfundets familiemønster, at det tal har stor risiko for at blive mange dobbelt i årene fremover. Der er virkelig behov for at gøre sejlsporten "chick og moderigtigt igen". I det perspektiv er et underskud på en 0,7 mio. kroner i 2012 mindre væsentligt. Jeg kan godt undres over formandens udmelding, når han siger: "Nej, der er ikke behov for at revidere budgettet".

Så det der bliver spændende at høre, hvad formand Hans Natorp vil gøre. Læser man budgettet fra generalforsamlingen 2012, så budgetter bestyrelsen med en kontingentstigning til næsten 6 million kroner. Hvis ikke de resterende sejlere skal betale meget mere gennem klubkontingentet, skal "nogen" snart sende en "maritim" bankpakke til Brøndby?

Alternativ skal Hans Natorp blæse til kamp og sætte en kæmpe offensiv for flere sejlere i gang. Er det budskabet, er jeg klar, også som sejler til at spytte markant mere i Sejlunionens kasse. Desværre ved jeg godt, at vi bliver en lille udvalgt skare med den holdning.

Ungdomsområdet får halveret bugettet

Det kan se ud som om ungdomsområdet får halveret deres budget til 1.8 mio. kroner, men hertil skal lægges ca. 2 mio. til konsulenter der direkte arbejder med ungdom. Det samme gælder "Uddannelsesområdet", mens lederuddannelsen bliver styrket. Til gengæld får ledelsen og kommunikation yderligere en saltvandinsprøjtning fra 3,6 mio. til 4.4 mio. kroner. Alene bladet SEJLER forventes at koste 1. mio. netto - et beløb der med garanti vil vokse i takt med risikoen for, at portostøtten forsvinder.

Bladdrift er lige som togdrift, basalt set noget man skal holde sig langt væk fra. Selv behøver jeg bare at kigge på den gamle redaktør - især på en af hans dårlige dage.

Behov for handling

Men resultatet 2012 viser, at der er behov for kontant handling, de kommende år bliver ikke økonomisk lette for Dansk Sejlunion. Så vi er mange, der ser frem til årsberetningen fra formanden Hans Natorp.

Vi er mange, der kun håber det bedste, men ærgrer os samtidig over hvor grænseløst dumt det er at servere sine modstandere en sådan "gave".

Lad formanden få det sidste ord: "Det er bestemt ikke en rar situation".







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen