Stemningen er i top med folkemusik, fadøl, rejepillekonkurrencer, åbent skib og udstillinger i land. Til søs – og tæt på land – vil der blandt andet være kapsejladser og demonstration af søredning med helikopter.
Beboere vil ikke altid dele havnen med andre
Dermed er der masser af maritim hygge og aktivitet, som de fleste sejlere vil nyde at deltage i. Men der også en mere alvorlig dagsorden for træffet. Autentiske og åbne havnemiljøer er nemlig kommet under pres af ønsket om at bygge attraktive boliger.
"Dermed har havnen fået nye brugere, der føler, at de har købt nogle særlige rettigheder. De har ikke nødvendigvis til sinds at dele med os andre", siger formand for Landsforeningen Kystkultur, Poul-Erik Clausen.
Foreningen har taget initiativ til træffet i Ebeltoft, og det bliver bakket op af Træskibs Sammenslutningen, Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer og den lokale skibsbevaringsforening Ålekvasen Rigmor. Debattører fra hele Norden kommer og drøfter, hvordan kystkulturen kan bevares og udvikles, så den fortsat er åben for alle og et attraktivt sted at besøge.
Der skal være plads til alle slags brugere på havnen
Plads til alle – også til rod, larm og lugt
Der skal være plads til bunker af fiskenet og vejrbidte skure med værksteder. Der skal være plads til lugt og larm, som hører til et aktivt fiskeri og sejlermiljø. Et levende og autentisk miljø tiltrækker også folk udefra.
"Derfor vil vi gerne i dialog om, hvordan havnene skal bruges og udvikles. Der skal være plads til alle, også til de maritime aktiviteter, der kommer om ti år, og som vi ikke kender endnu", siger Poul-Erik Clausen. I den sammenhæng er Ebeltoft et godt udgangspunkt for debatten. Her har attraktive boliger, butikker og restauranter trængt sig på, men der er stadig plads til et autentisk miljø omkring den gamle fiskerihavn.
Nordisk Kystkulturtræf sætter fokus på, at der skal være plads til alle slags maritime aktiviter på havnen
Nordisk Kystkulturtræf holdes i år for anden gang. Det første træf blev holdt sidste år på Island. Næste år bliver det i Karlskrona.