Generationsskiftet og den nye ejerstruktur vil sikre stabilitet og vækst i X-Yachts til gavn for kunder, forhandlere, medarbejdere og leverandører.
De tre stiftere vil fortsat eje 49 pct. af aktiverne. Direktør Birger Hansen udtræder gradvist af selskabet, mens Lars Jeppesen og Niels Jeppesen stadig sidder i selskabets ledelse. Som ny formand i X-Yachts indtræder Ib Kunøe, der er ejer af og formand for Consolidated Holdings A/S.
X-Yachts har pr. 1. september 2012 ansat Hans Viggaard som ny administrerende direktør i stedet for Lars Jeppesen, som får nye ledelsesmæssige opgaver i selskabet. Hans Viggaard kommer fra en stilling som vice president i Danfoss Kina og har siddet i bestyrelsen for X-Yachts i flere år og har derfor et godt kendskab til virksomheden.
Hans Viggaard, der er en entusiastisk og dygtig sejler, siger: "Jeg ser frem til at arbejde med X-Yachts. Det er en fornøjelse, at vi i Danmark kan udvikle nogle af verdens bedste både, og det skal flere sejlere verden over have gavn af."
X-Yachts har stort globalt potentiale. Ejerkredsen mener, at X-Yachts, som er en af de førende producenter af hurtige, velsejlende performance- og cruisingbåde med salg over hele kloden, har et stort potentiale og ønsker at videreudvikle selskabet.
Udviklingen kommer på de centrale områder som brand, design, kvalitet og performance for derved at kunne fastholde positionen som det førende mærke for både performance- og cruisingbåde.
Lars Jeppesen siger: "Vi har mange ideer, som vi nu får mulighed for at føre ud i livet. Det ser vi frem til, at Hans Viggaard kan stå i spidsen for. Hans Viggaard er kendt for, med stor energi og entusiasme, at kaste sig over nye udfordringer, og her deler vi synet på X-Yachts mange muligheder, så det bliver spændende."
Designdirektør Niels Jeppesen, der i alle årene har haft ansvaret for X-bådenes førende position på markedet for Performance Cruisere og for hurtigsejlende langtursbåde, er glad for virksomhedens ændringer: "Jeg glæder mig ikke bare over, at vi har fået en meget finansiel stærk medejer ind i teamet, men også over Ib Kunøes personlige engagement i X-Yachts udvikling. Det vil være med til at sikre X-Yachts førende position også i fremtiden."
X-Yachts er etableret i 1979 og omsætter pt. for kr. 250 mio. Selskabet er kendt for et unikt design og har i årenes løb produceret tæt på 5.000 både, som igennem årene har vundet alt, hvad der er værd at vinde. Selskabet har 250 ansatte og har hovedkvarter i Haderslev.