Vordingborg Kommune er ny ejer af Klintholm Marina. Kommune tilbød i første budrunde 3.250.000 kroner for marinaen, hvilket kurator anså som for lavt. Derefter blev ny budrunde iværksat, men ingen andre ønskede at byde på Klinthom Marina. Da der ikke blev fremsat andre bud i anden budrunde, var det det højeste bud fra første auktion, der var gældende, og derved er Vordingborg Kommune ny ejer af Klintholm Marina.
Havnen skal på rette kurs igen
Kommunen har allerede planer for, hvad der skal ske med Klintholm Marina. Nu sættes alle sejl til for at få marinaen op at køre for fuld kraft igen efter flere års misligholdelse. Klintholm Marina har omkring 200 pladser, og de samles nu under ét sammen med erhvervshavnen Klintholm Havn, der også ejes af Vordingborg Kommune. Lystsejlere er således velkomne i begge havne.
Formand for Vordingborg Kommunes teknikudvalg Søren Nybo udtaler til Bådmagasinet: "Det vigtigste lige nu er, at vi får marinaen til at fungere. Vi har allerede ansat en ordentlig havnefoged til at yde god service, og én som ikke overfalder marinaens gæster verbalt. Vi har også indledt arbejdet med at for lavet toilet og badeforholdene på havnen. Målet er, at kvaliteten skal løfte sig, og havnen igen skal blive attraktiv at anløbe".
Klintholm Havn bliver brugt af mange lystsejlere hvert år, og er et perfekt udgangspunkt, hvis man vil sejle videre til eksempelvis Bornholm eller Sverige.