Fra Suez mod Europa i modvind

Gode, gamle Europa
Efter 1½ døgn bliver sejladsen mere behagelig. Nu kan vi holde den vestlige kurs uden at krydse. Men vinden er fortsat hård med grov sø, og vi nøjes med at stikke hovedet op i cockpittet regelmæssigt for at kigge efter trafik. Fjerde dag om aftenen kan vi ane bjergene inde på Kreta. Gode, gamle Europa, vi må blinke en tåre bort. Femte dag på havet er der ikke en krusning på vandet, og for første gang kan vi spise i cockpittet uden fare for at få uønsket salt på maden.

Temperaturen føles hjemlig. På sjette dagen tager vi os sammen til at tage et bad på dækket. ”Det er som at vinterbade i Danmark!” synes Caroline. Vi hyler og gisper, når det kolde havvand rammer kroppen. Caroline tager sin dagbog med op på dækket, da det bliver min og Jens’ tur til kolde afvaskninger. Hun vil ikke gå glip af Jens’ skrig.

Efter 7½ døgn lander vi i Methoni i Grækenland og kaster anker mellem farvestrålende fiske- både neden for ruinerne af et venetiansk fort. Inden der er gået en time, sidder vi og sipper retsina og spiser græsk salat og tzatziki, mens vi glor efter pigerne, der har udslået hår og bare arme og ben. Ingen burka! Vi føler os hjemme, selv om vi befinder os på et af de sydligste punkter af Europa.

Den rå betonkaj i Bagnara
Efter 5 dages landlov letter vi anker. Vi skal videre mod vest. Der er nu kun 800 sømil til, at vi ikke længere skal bekymre os om vejrudsigter, fronter, modvind og grov sø. Vi glæder os til at komme i læ i de franske kanaler, til at have fast grund under fødderne hver dag og til nætter uden vagter!
Der er ikke megen vind på turen mod Italien. Men der er hundekoldt i cockpittet om natten, og duggen falder tungt. Vi sidder og skutter os på den varme motorblok. Tredje nat må vi have fat på ”Søvejsreglerne”. Vi har i 1½ år ikke set fiskeskibe med korrekt lanterneføring, så rød over hvid siger os ikke meget.

Næste morgen kan vi se røgen fra vulkanen Etna, og der er masser at se på hele dagen op igennem det travle Messinastræde mellem Sicilien og fastlandet. Ved solnedgang har vi klaret de berygtede strømhvirvler, Skylla og Charybdis og putter os ind i læ af de imponerende bjergskrænter i den lille fiskerihavn Bagnara 8 sømil nordvest for strædet.

Bag et 4 meter højt bolværk ligger et mylder af små og store fiskebåde i læ for sø og vind. Vi fortøjer Jonna op ad den rå betonkaj, hvor der bliver losset meterlange sværdfisk og kompakte tun på brummende kølebiler, mens koner, kærester og børn kigger på. Byen er hyggelig, markedet er godt … så vi tager en ekstra overnatning.

Vi har knapt lagt os, før helvede bryder løs. En stor dønning står ind i havneindløbet og sender Jonna i sug op og ned af kajen. Klyssene knager, og fortøjningerne knirker hjerteskærende. Når vi ikke er oppe og tjekke fortøjningerne eller flytte fendere, bliver vi rusket rundt i køjen. Pludselig længes vi efter det åbne hav.

Undersuget brøler og gurgler mod kajen og sender saltsprøjt i kaskader ud over dækket og ned i cockpittet. De fordoblede fortøjninger sprænger en efter en. Foran og bagved er vi klemt inde af store fiskeskibe, der gør det svært at komme ud. Men væk skal vi, inden Jonna bliver banket til pindebrænde.

Ved daggry er alle mand på dæk. Vores havnemanøvre er nøje koreogra- feret. Caroline ligger på knæ ved stævnen for at hive fortøjningen ind, så den ikke kommer i propellen. Jens skubber fra med bådshagen, og Hannelore skal smide det sidste spring, som vi bruger til at bakke stævnen ud i havnebassinet med. ”Nu!” råber jeg, og så bliver der arbejdet! Et halvt minut senere ligger vi midt i havnebassinet og kan stille og roligt gøre klar. Sikke en lettelse.

Godt et døgn senere nyder vi en fin marina med nye pontonbroer og fladt vand. Ikke mere rustik fiskeidyl til os. Nedtællingen siger nu kun 400 sømil til Port Saint Louis i Sydfrankrig, hvor vi skal starte turen op gennem de europæiske kanaler. Og efter 4 rolige døgn, lander vi sidst på eftermiddagen den 23. maj endelig i det flade Rhone-delta. Det er svært at beskrive vore følelser, da vi om aftenen sidder og spiser chevre chaud og bøffer. Nu er vi næsten jorden rundt!


Suez-kanalen og baksheesh
Baksheesh er en ’lille gave’ og kan enten opfattes som drikkepenge eller bestikkelse alt efter omstændighederne. Begrebet er meget udbredt i den arabiske verden – og specielt i Ægypten. Det er svært at vænne sig til, at voksne mennesker i embeds medfør tigger om gaver. Det virker utroligt ydmygende for begge parter. Men livet er besværligt
og officials langsomme, hvis der ikke uddeles baksheesh. Uden baksheesh, ingen transit af kanalen.
Men husk, en baksheesh til en official skal først gives, når der er blevet bedt om den … ellers er der jo tale om bestikkelse, og det går slet ikke an.
Tidligere var en pakke cigaretter en fin baksheesh, det er nu helt passé. Nogle af vores venner var udsat for, at en official for Suez-kanalen ikke ville godkende deres båd til transit, hvis ikke de fandt en god elektronisk gave til ham. Han foreslog en
laptop, men det syntes de, var lige i overkanten. De slap først af med ham, da de havde fundet en gammel barbermaskine frem. Vi var mere heldige med vore lodser, der efter lidt forhandling accepterede standardbeløbet på $10.