Stillehavets vilde vest

Vi hundefryser og er krøbet i fuldt søgear, inklusiv mugne støvler, der ikke har været brugt i et år. Vinden svinger fra 5-35 knob og vi har fem meter høje bølger ind fra siden. Vi skifter sejl i én uendelighed og er rørende enige om, at det er behageligere, når man bare kan lade sejlene stå i dagevis og koncentrere sig om at leve livet om bord. Vi er et døgn ude fra Tonga på vej mod Fiji.
Området mellem Tonga og Fiji har ry for at være farligt. Vejret kan være barskt, når frontsystemer fra New Zealand spiller kispus med passatvinden. Det er en strækning på 450 sømil med mange rev, næsten alle ubelyste og en del af dem ikke kortlagte. Dem på kortet er ofte fejlplaceret med flere sømil. Dertil kommer, at man skal tage sig i agt for undersøiske vulkaner, der med jævne mellemrum spyr vulkansk aske og pimpsten.
Vi er ikke vilde med at stikke ud i det, men det er den vej, vi skal. Sammen med fire andre både har vi ventet en uge på et tåleligt vejrvindue. Vi har plottet rev og fået positioner på et stort område med pimpsten fra det vulkanudbrud, som gav os nærkontakt med revet. Man kan næsten ikke sejle igennem det 20 cm tykke lag flydende sten, der skræller gelcoat af. Heldigvis er det på vej væk.

Frydefuld storbylarm
Vi tager af sted, da vinden endelig kommer under 30 knob. Og allerede dagen efter titter solen frem. Vind og sø dæmper sig og vi finder små knolde pimpsten på dækket. Rundt om os i vandet flyder små portioner ral, men desværre ikke nok til at renskure vores skammeligt lodne vandlinje.
Selvom vi har valgt den sikreste rute mod hovedstaden Suva i Fiji, er vi lettede, da vi efter to døgn passerer kæden af rev. Den sydøstlige dønning bliver nu dæmpet af øer og rev, så vi nyder en rolig sejlads, hvor der er noget at kigge på udover havet og himlen.
Efter fire døgn dukker Suva op. Tættere på ser vi, at flere af skibene ikke ligger i havnen, men på revet ved indløbet. Et sted stikker en stævn op, et andet sted kan man se den rustne side af et strandet skib. Et stort fiskeskib står helt oppe på revet. Det fungerer nu som klubhus for byens surfere. Vi er glade for at ankomme i dagslys.
Vi kaster os ud i storbylivet! Tak til uberørte ankerpladser og blå laguner. Vi nyder larmen, dieselosen, skidtet og mylderet. Vores sidste storby-fix var Panama i april. Vi frekventerer de svedigste currie-joints, hvor Jens og Caroline får udfordret deres sarte smagsløg. Vi trives på den forurenede ankerplads ud for Royal Suva Yacht Club. Vi nyder den falmede charme i klubbens hvide træbygninger og de rustikke brusebade. Ungerne spiller rugby med klubbens yngre medlemmer og der er hyggelig kapsejlads for de voksne.

Underdrejet ud for Port Vila
Efter tolv dage i Suva stikker vi mod Vanuatu, en strækning på knap 600 sømil. Båden er lastet med krydderier, frisk frugt og grønt. Solen skinner og vi har magsvejr. I fem dage har vi stuegulv og sejler for motor. En tidlig morgen ser vi finhvaler. Først deres blåst, så ryggen og endelig hvalernes fodspor. En stor rund strømhvirvel.
Nattevagterne er en fornøjelse. Fuldmånen gør havet sølvfarvet og lyser så kraftigt, at pandelampen næsten er overflødig, når vi læser i cockpittet. På den første nattevagt venter vi med længsel på, at månen kommer op. Indtil da er Sydkorset på plads om bagbord og minder os om, hvilken vej vi skal - mod vest.
Om morgenen på sjette dagen kan vi ane øen, Efate.
Men så forsvinder den i styrtregn. Vi står under sprayhooden og visker dug væk fra plastikruderne for at spejde efter andre skibe. Pludselig stiger vinden til 35 knob og vi har den lige i snuden. Vi får storsejlet i 3. reb og et lille forsejl op. Der går kun en time, så står søen ind over dækket i hidsige sprøjt. Havet har rejst sig til tre meter stejle bølger.
Vi vil i land og have fred og ro! Men vejret fortsætter sin rasen og vi må opgive tanken om at komme i havn. Det er næsten ikke til at bære. Så tæt på og så skal vi alligevel tilbringe endnu en nat på havet med snuden i stejl sø og hård vind. Morgenen synes meget langt væk. Vi er ikke de eneste, der er trætte! En stor boobie lander i vores cockpit og sidder og balancerer på søgelænderet hele natten. Fuglen får humøret til at stige adskillige grader.

Det vilde Vanuatu
Markedet i Port Vila, er det bedste, vi har set. Levende høns og småfugle, store fletkurve med grove rodfrugter, bananklaser, konkylier, krabber, enorme grapefrugter og sprød salat. Vi køber, hvad vi kan bære efter seks vitaminhungrende dage på havet. Jens og Caroline spenderer hele formuen på friske nødder trukket på strå, hindbærrøde skovbær og peanuts, der hænger på jorddryssende rødder.
Vi vil gerne se det ”vilde” Vanuatu og sejler videre nordpå til øen Malekula, hvor det sidst registrerede tilfælde af kannibalisme forekom i 1980’erne og Ambrym, der er kendt for sin aktive vulkan og stærke sorte magi.
Der er meget langt til den moderne verden på Malekula. Man skal passe på, hvor man går i land. Mange steder er ”tabu” og må ikke betrædes. Vi går langs med mangrove på en smal sti gennemhullet af krabbehuller. Stien snor sig under kokospalmer, der har drysset deres hårde frugter i sandet. Generte tager vi opstilling i udkanten af en landsby. Man må ikke bare vade ind i en landsby uden at være budt velkommen.
Landsbyens overhoved kommer os smilende i møde og vinker os indenfor. Vi er dumpet lige ned i søndagsmiddagen, serveret på bananblade bredt ud på måtter i græsset mellem hytterne. Hele familien er samlet om lap-lap, revet tarorod kogt i jordovn med kokosmælk og græskar. Jens og Caroline takker høfligt nej: ”Vi har lige spist!”
Dagen efter er der danseforestilling i nabolandsbyen … bare for os fire. Ud af tykningen danser to rækker af mænd. Mændene er nøgne bortset fra et palmeblad, der er viklet om tissemanden. Pakken bliver holdt oppe af snore, der fører til et bælte om livet. Her er stramme balder og muskuløse overarme. Om anklerne har danserne store frøskaller, der rasler rytmisk til føddernes basrytme mod den hårdt stampede jord.
Fra Malekula er der kun otte timers dejlig sejlads til Ambryms nordvestkyst. På vores søkort er der indtegnet små landsbyer langs kysten, men eneste tegn på liv er lidt røg, der stiger op rundt omkring på de grønne skrænter. Vi kaster anker ud for en knaldsort sandstrand ved landsbyen Ranon. Her får vi en urolig nat med vindstød af kulingstyrke, der kommer tordnende ned af de stejle skrænter. Vi er glade for, at der er god holdebund.
Kokosnødder, brødfrugter og solblegede udrigger kanoer lyser op i det sorte sand. I bytte for gammelt tovværk, fiskeliner og sandpapir får vi smukke træskulpturer, som vi ikke helt kan overskue, hvor vi skal få plads til på Jonna. Af høvding Bongs søster, lærer Hannelore at lave en fletkurv af et palmeblad. Vi kommer hjem med en selvgjort, skinnede grøn fletkurv fyldt med tomater, små kålhoveder og orange kæmpeagurker.
Om aftenen, efter to magiske dage på Ambrym, sejler vi videre mod Luganville på Espiritu Santo. Det er buldermørkt og regnen lyser hvidt i skæret fra dækslyset, mens jeg trækker ankeret op. Vinden hyler og vi er spændte på, om der stadig er 25-30 knob, når vi kommer fri af øen. Det er der, men til gengæld ankommer vi næste morgen i strålende solskin. I Luganville slapper vi af og provianterer, inden det sidste stræk ud af Stillehavet.

Knald!
Knald!Skroget giver sig, når de seks meter høje bølger rammer Jonna med dumpe drøn. Vi kurer sidelæns ned ad vandbjergene, når en bølge rammer os i en uheldig vinkel. Vand skyller ind over dækket og flænser sidesejlene, når det i kaskader vælter udenbords igen.
Vi er halvvejs mellem Vanuatu og Port Moresby,
hovedstaden i Papua New Guinea i det nordvestlige hjørne af Stillehavet. Det er en strækning på 1250 sømil og i fem døgn har vi sejlet i 25-35 knobs vind og høj sø, hvilket ikke er usædvanligt for området. Vi vover os kun udenfor i cockpittet iført redningsvest og livline. Nattevagterne tilbringes i kahytten, hvor vi skiftes til at stikke hovedet op for at holde udkig med risiko for at blive dyngvåde af en hidsig vasker.
”Øj, hvor sejt!” Jens og Caroline er imponerede over bølgernes størrelse og bekymrer sig ellers ikke videre over vejret. Tvært imod nyder de at få lov til at tilbringe timer vandret i køjen med film flimrende på computeren på bordet foran dem. Vi er til gengæld nervøse. Om natten forstærkes lydene og der er rigeligt tid til at dyrke de flossede nerver. Masten knager og vi er overbeviste om, at dieseldunkene og tønden med de 50 meter ankerkæde er ved at slide sig løs.
Ved daggry krabber vi møjsommeligt rundt og checker grejet, iført redningsvest og to livliner hver. Den skramlende ankerkæde får en ekstra surring og et gammelt håndklæde til at tage den værste larm. Den tunge ankertønde bliver surret en ekstra gang og vi sætter vores orange stormsejl op. Det er første gang, det er i brug. Vi har aldrig sejlet i så hårdt vejr i så lang tid. Med stormsejl og 2. reb i storsejlet pløjer vi gennem bølgerne med 6-8 knob. Alt er gråt! Himlen er dækket af lavt hængende, grå skyer og de store bølger er grå med hvidt skum. Når de brækker, lyser toppen turkist.
Man kan vænne sig til meget, især når man har forsikret sig om, at alt er, om ikke i den skønneste orden, så i hvert fald i orden. Madlavning er god motion!
Med hoften og benene i spænd i hjørnet mellem køkkenbord og trappe, balancerer og jonglerer vi med dåser, et par grøntsager og potter og pander - én ting ad gangen, langsomt og velovervejet. Det kræver badutspring, når den kogende te vælter på dørken.
Papua New Guinea lyder fascinerende og vi kan ordne visum til Indonesien her. Men vi har hørt så meget dårligt om Port Moresby, at vi er temmelig spændte, da vi i solskin - og kuling - efter 10 døgns sejlads går igennem Basilisk Passage. Vandet lyser turkist inden for revet i den brændende sol. Ingen grund til bekymring. Vi lander i en marina, hvis mage vi ikke har set nogen steder i verden.
Vi er lykkelige og øre i hovedet. Yachtklubben syder. Velstående lokale, udenlandske finansfolk og - hjælpearbejdere fejrer weekendens komme i air-conditioneret luksus, beskyttet bag klubbens mandshøje hegn og en hær af vagter. Yachtklubben er samlingssted og helle for de få med penge i en by, hvor man ikke kan bevæge sig rundt efter mørkets frembrud uden sikkerhedsvagter og skudsikre biler.

Papua New Guinea er plaget af en arbejdsløshed på 90 % og massiv korruption. I storbyerne lever folk i frygt for bander af unge frustrerede mænd, der voldtager, plyndrer og hærger. Folk tør ikke bevæge sig ud efter mørkets frembrud. Hvis der arbejdes om aftenen, sørger arbejdsgiveren for hjemtransport til de ansatte. Men når solen skinner, er det svært at forestille sig, at der er noget at være bange for. Overalt hilser folk smilende med de drabeligt, røde munde, de får af at tygge den euforiserende betelnød. Fortovene er oversåede med blodlignende klatter, som folk spytter ud i højlydte klask.

Vi kommer til at elske Royal Papua Yacht Club, og bliver i ni travle dage, hvor vi bliver inviteret på overdådige BBQ´s i indhegnede baghaver, på pool besøg og bliver af danske Søren og Henning kørt en tur ind i landet. Vi kaster kun modstræbende fortøjningerne. Vi skal desværre ud af Stillehavet, igennem Torres Strædet og nå Indonesien, inden cyklonsæsonen starter.

Torres Strædet
Vandet lyser turkist med mørkeblå skygger fra de hvide passatskyer. Vi sejler forbi bobbende kokosnødder og lyserødt tang og kigger ind på hvide sandtanger og grønne palmeøer. Vores Stillehavseventyr er forbi! Det store ocean slutter i Torres Strædet nord for Australien, hvor vi i halvandet døgn navigerer ud og ind mellem øer og rev, bøjer og vrag.
I mørket når vi det snævre Prince of Wales sund.
Vi er spændte på strømmen, der kan være op til otte knob. Vi kan risikere at skulle vende om eller lægge os ind bag én af øerne, hvis strømmen er for stærk.
Jens og Caroline er blevet bedt om at holde kaje eller forsvinde ned i kahytten. Hannelore og jeg prøver at vurdere, hvilke blink hører til hvilke bøjer og fyr på søkortet. Vi er omgivet af et lyshav af røde, grønne og hvide lys, der blinker i varierende frekvenser og siger: ”den vej - nej, pas på mig!” Over os har vi en stjerneklar himmel, der minder os om en tid, hvor søfolk navigerede uden GPS og bøjer. Hatten af for Joshua Slocum og de andre gamle drenge! Vi har heldigvis GPS og noget nær perfekte forhold. Ingen trafik, god sigt, vind fra den rigtige retning og fem knobs medstrøm skubber os ud i Det Indiske Ocean.
Vi er stolte og lettede over at have lagt Stillehavet bag os! Vi har fin vind, næsten ingen sø og medstrøm. Ikke noget vi er vant til og som forventet, varer det heller ikke ved. Nord for de første øer i den indonesiske ø-kæde løjer vinden helt. Og da vi er sidst på sejlsæsonen, rammer monsunens modstrøm os desuden med to knob.
Motoren skubber os tålmodigt frem med 3,5 knob over grund. Solen brænder fra en skyfri himmel og vi har hængt håndklæder og klude op omkring vort lille solsejl for at generere bare lidt skygge. Efter 15 døgn og 1700 sømil når vi lige frem til Labuan Bajo på det vestlige Flores med de sidste dieseldampe og på stuverummenes uudtømmelige dåseudvalg. Det er den 30.10. og cyklonen Xavier hærger allerede mellem Vanuatu og Fiji … godt vi ikke er der!

De gale svenskere på Sally Blue
”Det er Sally Blue, det er Sally Blue!” Jens er mester i at genkende både. I Suva ankrer vi lige bag den lille 28 fods Vega, vi ikke har set siden Panama. De tre gale svenskere om bord, Kajsa, Danjel og Jonathan er alle først i tyverne. Selv om de sejler den mindste båd i flåden, har de også samme hæsblæsende ambition som os: At nå ”runt Jorden” på to år. Gensynsglæden er stor. De er stadig lige glade - og gale i låget. De lever på en sten og har hverken køleskab, ovn eller toilet om bord. Til gengæld har de det sjovest!
Som det tit sker, selvom oceanet er stort, ser vi dem snart igen. Dagen efter vi har kastet anker i Luganville dukker Sally Blue op. De inviterer straks Jens og Caroline på telttur. Regntunge skyer hænger lavt, men det afskrækker ikke svenskerne: ”Hva’ er problemet?” Ungerne er ellevilde. Det samme er Hannelore og jeg med udsigten til en middag alene og en nat bare os to på Jonna.
Ungerne har det fantastisk, selv om bålfestlighederne drukner i regn og de må fortrække ind i teltene. Vi hører begejstrede beretninger om pasta og pølser kogt på campingblus, kold spinat fra dåse og svenske chips, pastarør dyppet i saltvand. De henter kokosnødder ned fra palmerne og skalperer dem med machete. Jens’ tå har stadig et imponerende ar efter nærkontakt med det rustne stål. Der er vandkamp og mudderbad, snobrød og stegt fisk. Om aftenen akkompagnerer Danjels guitar sangen om lejrbålet.
Læs mere om vore gode venner fra Sally Blue på www.runtjorden.com.

Betragtninger fra Jens
Klask! Myggene sværmer om os nede i båden. Vi tæller stikkene hver morgen mens vi er i Suva, Fiji. Jeg har over 20! Inde på yachtklubben spiller mig og Caroline pool og deltager i den årlige fiskekonkurrence. Alle får t-shirts og slik, så vi er tilfredse, selv om vi ingen fisk fanger.
I Suva har de gang i en festival. Nogle af forlystelserne ser tvivlsomme ud. Drevet af en knallertmotor fiser et pariserhjul rundt og rundt med fem gange så meget fart på som normalt. Den skal prøves alligevel! Så snart vi er kommet op i den, fortryder jeg. Hver gang vi når toppen, tror jeg, vi vil styrte til vores død. Men nej, vi kommer sikkert ned igen.

Båden og dens besætning

Niels Vejrup Carlsen, 44 år,
civilingeniør (skipper)

Hannelore Dörner, 43 år,
reporterfotograf

Jens Dörner Carlsen, 13 år

Caroline Dörner Carlsen, 10 år

S/Y Jonna: Sagitta 35
Sloop rigget.
Byggeår: 1972
Længde: 10,45 m
Bredde: 3,05 m
Deplacement: 5 ton
Dybgang: 1,85 m