Efter en hel dag på havnen, hvor der ingen vind var, kom vinden endelig sidst på eftermiddagen, og første start blev sat i gang kl. 18.00. <br />
Første match var mod verdensranglistens nr. 3, hollandske Klaartje Zuiderbaan, hvor det lykkedes at holde hende ude fra starten, samt få presset hende væk fra topmærket, så vi lå med en komfortabel føring, da vi nærmede os første bundmærkerunding. Her trådte vores fordækker, Trine Voss, uheldigvis galt i spilerhullet, og faldt lige ned på næsen. Der gik et par sekunder inden resten af besætningen opdagede, at det stod ud med blod fra hendes hoved, og vi fik hurtigt bragt hende ned bagpå med en lycratrøje over næsen, for vi håbede, at blødningen kunne holdes tilbage, indtil vi var gået i mål. Da Trine imidlertid begyndte at miste vejret, var vi selvfølgelig nødt til at kaste håndklædet i ringen. Stævneledelsen var fantastisk hurtige til at komme med det samme, og få bragt Trine i land, hvor hun blev bragt med ambulance til Lissabon (hun er i skrivende stund lige kommet tilbage til hotellet her ved midnatstid, og er blevet syet pænt med 11 sting i næsen, som er brækket, men hun har det godt, og er ved godt mod).
Vi var så heldige, at der stod en portugisisk sejlerpige inde på havnen, og hun var frisk på at hoppe ombord hos os – med sandaler og sommertøj på…
Anden match mod new zealandske Jessica Smyth vandt vi, hvilket hjalp gevaldigt på chokket og humøret efter Trines ufrivillige exit. I tredje match mod danske Lotte Meldgaard fik vi en straf i prestarten på en dum styrbord/bagbord-fejl, hvor vi troede, vi kunne gå foran. Heldigvis fik vi en god til luv for Lotte, og lå foran. Da vores match blev viklet ind i en anden match, valgte vi at positionere os fordelagtigt i forhold til den anden match, så vi kunne tage vores straf på opkrydset uden at tabe Lotte på det, og vi holdt føringen i mål.
Vi mangler nu én flight for at afslutte anden round robin. Vi er imidlertid sikret en semifinaleplads. Den sidste flight i morgen vil blot afgøre, om vi skal slutte som nr. 2 eller 3 i gruppen.
Team CU består af Sara Keir, Bettina Hassing, Signe Fabricius, Trine Voss, Camilla Ulrikkeholm og Christel Teglers