Wind Cup blev afviklet i lørdags i noget der nærmest kan benævnes som perfekte vejrforhold. Dagen bød nemlig på masser sol og god vind, trods metrologernes dystre meldinger om regn og ingen vind. 35 deltagere surfede afsted på to baner for henholdsvis begyndere og øvede.
Der var god aktivitet på vandet ved Middelfart
Der blev på begge baner gennemført seks vellykkede sejladser, hvor deltagerne blev udfordret på hvert deres niveau. I særdeleshed blev der tilegnet nye færdigheder - eksempelvis afspejlet i surfernes forbedrede evne til at passere startlinjen til tiden og en væsentlig kortere sejlads tid på en baneomgang.
Flotte Freestyle opvisninger
Seks friske unge windsurfere fra Thurø Windsurfing Klub lavede to flotte Freestyle opvisninger, en i frokostpausen og nummer to lige før præmieoverrækkelsen. Der blev demonstreret mange forskellige tricks, blandt andet med Tow Inn, hvor surferne trækkes op i høj hastighed efter en RIB-båd, inden det flotte trick gennemføres.
Thurø Windsurfing Klub lavede en flot opvisning
Overdådigt præmiebord
Dagen blev sluttet af med et overdådigt flot præmiebord med flotte præmier fra Melfar Bilcenter, Surfline, Point 7, Go Pro, Surf & Ski Odense, West Wind Nord og FreeFeet.dk. Yderst spændende var lodtrækningen, blandt de tre bedste i senior gruppen, om en Suzuki Swift med en fyldt tank i en uge. Den heldige vinder blev Per Søndergaard fra Sejlklubben Neptun Vejles surfafdeling som nu kan tage på efterårsferie i en helt ny bil.
De tre bedste blandt seniorsurferne kunne vinde en bil i en uge. Foto: Jens Kjær Breuning
Ud over de mange sponsorgaver til præmiebordet var Rynkeby sponsor med saft og juice hen over dagen, lige som den smarte Red Bull Mini kom forbi med et par veloplagte piger, der delte tiltrængte Red Bull's ud til de mange deltagere.
Red Bull var populær blandt de unge surfere
Sidst men ikke mindst havde Palby Marine stillet telte og en stor rib med ekstra "muskler" til rådighed til stævnets afvikling.
Vind Cup vender tilbage lørdag d. 12. oktober 2013.