16.000 tilskuere fik en fantastisk oplevelse fra strandpromenaden på Sylt, da den professionelle World Cup for første gang introducerede foil racing. En vild duel mellem franske Antoine Albeau og danske Sebastian Kornum gav en forsmag for, hvad windsurfingfoil byder på.
Foil racing køres i første omgang som et showrace i den professionelles world cup (PWA), og vil primært blive sat ind, når vinden er under 12 knob, men når 60 af verdens bedste slalomsejlere alligevel er samlet, og der sættes 7000 euro på højkant, så kan det ikke undgås at der går hard core racing i showet. Foran næsen af 16.000 tilskuere blev der i går gennemført fire spektakulære sejladser tæt på land, og som sædvanlig blev alt transmitteret direkte på PWA's eget net-TV.
Det ser vildt ud. Foto: Carter. PWA World Tour.
Teknisk udfordrende
Mange PWA-sejlere har trænet foil gennem sommeren, og alle er enige om at det for det første er sjovt, men også teknisk udfordrende. Farten er høj, og brættet skal så vidt muligt holdes foilende - også i bomningerne - og der er stor risiko for crash. Efter de to første sejladser blev det klart at tre af deltagerne havde øvet sig mere end de andre, nemlig franske Antoine Albeau, Gonzalo Costa Hoevel fra Argentina, og danske Sebastian Kornum. Albeau har 23 VM-titler og speed-verdensrekord (52 knob) på sit cv, og sluttede dagen af med en samlet føring (7,4 point) med Costa Hoevel og Kornum lige efter på en delt andenplads (8,7 point).
Foil fra Neil Pryde med Sebastian Kornum på surfbrættet. Foto: Carter / PWA World Tour.
De tre første sejladser blev afviklet på en halvvindsbane, mens der i fjerde sejlads blev indlagt et kryds, og navnlig her fik tilskuerne noget at se på. Costa Hoevel bedst fra start, Albeau overhaler på fart, men Kornum jiber planende, smutter indenom og fører på anden langside. Han vælter i næste bomning, og er næsten sidst da han kommer i gang igen. Albeau fører på opkrydset, men Kornum tordner op igennem feltet og ligger igen forrest indtil få meter før mål, hvor Albeau klemmer sig forbi.
I surfsporten snakkes der om, hvor spændende det kan blive at lancere foil windsurfing i OL-regi. Sejladserne på Sylt fortsætter ugen ud og kan følges på www.pwaworldtour.com