Selvom det danske fodboldlandshold ikke er med til EM i Frankrig i disse dage, så er der stadig god grund til at være danske sportsfan i Frankrig i denne uge. Tidligere i denne uge vandt den danske surfer Casper Steinfath nemlig en bronzemedalje ved årets EM i Surfdisciplinen Stand Up Paddling (SUP). Den 22 årige surfer fra Klitmøller sikrede sig bronzemedaljen i disciplinen ”Technical Race” i en hård kamp mod stærke surfnationer fra hele Europa.
”Jeg er super glad for mit resultat! Det var en hård kamp derude på den fem km lange bane, og jeg er rigtig stolt over at kunne hive en Bronzemedalje hjem til Danmark!", udtaler en glad Casper Steinfath.
Casper lagde hårdt fra start på den fem km lange tekniske bane, hvor der skulle paddles rundt om bøjer, gennem bølger og løbes på stranden. På første omgang lå Casper stærkt i front efter en kanon start, men på anden runde kom han under pres i nogle uventede forhold, hvor bølgerne ikke just var med ham.
Forholdene var udfordrende for Casper Steinfath i Paris.
"Mit mål var helt klart guld, og jeg havde selv håbet på lidt større bølger, der kunne gøre banen lidt mere udfordrende og til min fordel, men vi er desværre ikke herrer over havet, vinden og bølgerne. Nogle gange er forholdene rigtig meget med én, andre gange ikke", fortæller Casper Steinfath.
Det Tekniske Race blev vundet af Franske Titouan Puyo, som tydeligt demonstrerede at lokalt kendskab til bølgerne var vejen til guld i går.
Udover sin sejr i weekenden ligger den unge dansker i øjeblikket nummer 1 på Verdensranglisten og har allerede 2 x VM og 3 x EM guldmedaljer liggende på podiehylden hjemme i Klitmøller (også kendt som Cold Hawaii). Allerede senere i dag skal Casper i aktion igen, hvor den 15 km lange distance skal afvikles, og her er der bestemt mulighed for at hive mere metal med hjem til Danmark.